Alexandra Antelica

to you my love

2011-08-02T10:58:00.000-07:00

I need you
like the flower ned the sun and water.
I need you
like the car need gas.
I need you
like the people need oxygen.

I need you
because you the one thing
that makes me happy.
The one thing
I can't and wouldn't live without.

I miss you so much
when you're not aruond.
I think of you all the time.
Thinking of the next time
I can see you.
Kiss you.
Hold you in my arms.

Whereever you and I are.
Whatever you do to me.
I will love you
to the day I die.

Mit hjerte

2011-08-02T10:53:00.000-07:00

Kan du ikke høre
mit hjertes kalden.
Hvordan det hvisker
dit navn ud i natten.

Mit hjertes kalden
bliver højere og højere.
Mere desperat,
Hvorfor besvarer du
ikke mit kald?

Mit hjerte det splitteres
lige så langsomt.
Når du ikke besvarer mit kald.

kærlighed

2011-08-02T10:51:00.000-07:00

Kærlighed er som solen
der varmer din krop.
Kærlighed er som vandet.
Den kan være stille og rolig, men også vild og brusende.
Kærlighed er som blomsterne
der gror og gror hvis de får nærig nok.
Kærlighed er som vinden
man kan ikke se den, men man kan føle den.
Kærlighed er som en rose.
Den kan være smuk og perfekt, men samtidig have sine torne.
Kærlighed er som en tabt duel
hvor man tabte kampen om sit hjerte.
Kærlighed er det, der gør livet værd at leve.

savn

2011-08-02T10:45:00.000-07:00

Jeg savner dig så meget
at det gør ondt.
Savner dit smil.
Dine øjne.
Dine kys.

Jeg savner den måde
du lyser op på
når du kigger på mig.
Jeg savner din latter.
Den måde den varmer
min krop på.

Jeg savner den måde
du får mig til at føle på.
Som om jeg er
den eneste pige i verden.
Hvordan du får mig til
at føle mig som noget specielt.

Jeg vil gøre alt
for at se dig igen.
Og det smerter mig så meget
at jeg ikke kan.

Den eneste trøst jeg har
er at du venter på mig.
Jo længere tid der går
jo mere lyst får jeg
til at krydse den anden side.
For kun på den måde
kan jeg være sammen med dig igen.

Tabet af dig

2011-07-27T06:07:00.000-07:00

Mit savn er så indædt
så stærk
at jeg kan høre mit hjerte
knuses i tusinde stykker.
Hvordan det langsomt falder fra hinanden.

Hvordan det stykke for stykke
bliver flået ud af min krop
med sådan en kraft
at jeg skriger af smerte.
Smerten over at du bev taget fra mig.

Smerten og savnet
æder mig op indenfra.
Jeg ophørte med at leve
den dag du blev taget fra mig.
Stykke for stykke mister jeg lysten til at leve.

Kan jeg nogensinde få dig? kap. 7 - skoleballet

2011-03-30T08:47:00.000-07:00

Det var eftermiddag på selve skolebal aftenen. Sirena havde i sidste øjeblik besluttet at tage med. Hun vil ikke vise at hun var såret Hun ville gå selv. Og så ville hun se så godt ud at Max vil fortryde han var til mænd. Hun vidste godt at det nok ikke var sandsynligt, men det var en piges forelskede hjerte der talte.
Hendes mor vil hjælpe hende med at se smuk ud. Hendes mor havde købt en kjole til hende. Den var enkel. Havde stropper og en dyb udskæring. En lang v-skæring ved det ene ben. Så man kunne se det når hun gik. Den var i blå. Silkeblå med lidt glimmer. Til dem havde de købt sko, i samme farve som kjolen. Højhælede med en snor rundt om anklen. Den var overlappet ved tæerne. De havde også købt handsker til. De gik op til albuen. Hendes mor havde sagt at skulle have løst hår, da hendes hår var så smuk.
Hendes mor lagde mascara og en let øjenskygge. Meget let lysegrønt. Så den fremhævede hendes grønne øjne. Sirena kiggede sig i spejlet. Jo det var vel lykkedes meget godt. I dagens anledning have hun linser på. Det gik okay med dem. Hun tog sin lille taske og gik ned til sin mor. Hendes mor smilede da hun så hende.
" Hvor er du smuk, min pige. Du vil tage mange drengehjerter i dag."
Ja måske, men ikke det hun vil have. Det gjorde rigtigt ondt at vide. Hun tvang et smil.
" Tak mor. Skal vi tage af sted?"
" Hvis du er klar"
" Det er jeg."
" Fint. Så smutter vi."

* * *

Max stod og gjorde sig klar. Han håbede ikke at Sirena kom i aften. Han var ikke sikker på at han vil kunne klare at se hende, velvidende at hun ikke kunne lide ham. Men på den anden side. Hvis hun kom og så ham med Kat, ville hun måske indse at hun ville have ham. Da han var færdig, tog han sine nøgler og kørte for at hente Kat.

Kat åbnede døren. Hun var smuk, men intet i samligning med Sirena den dag ved poolen. Hun havde lignet en gudinde.

" Du ser smuk ud i aften," sagde Max. Mest af høflighed.

" Tak. Det gør du også. Skal vi komme af sted?" Hun smilede.

" Ja, lad os det. Jeg har købt dig en buket. Håbede den passede til kjolen."

" Den er fint. Tak."

Han gav hende den på. De kørte af sted mod skolen.

* * *

Kathleen stod og gjorde sig klar. Hun havde ofret mange penge på den perfekte kjole. Hun vil have at Max skulle glemme alt om Siri og falde for hende. Hun håbede bare at Siri holdte ord og ikke dukkede op i aften. Det bankede på døren. Hun åbnede døren. Hvor var han smuk i jakkesæt. Hun forstod udemærket Siri.

" Du ser smuk ud i aften."

" Tak. Det gør du også. Skal vi komme af sted?" Hun smilede.

" Ja, lad os det. Jeg har købt dig en buket. Håbede den passede til kjolen."
" Den er fint. Tak."
Han gav hende den på. De kørte af sted mod skolen.

* * *

Sirena ankom til skolen. Ikke i en fin limousine men i hendes mor bil. Hun var nervøs. Tænkt hvis hun bare var den selv samme Sirena men bare i kjole. Alle de andre var sikkert kommet. Hun fik svedige håndflader. Hun tog dybe indåndinger.

Hun kom ind og så sig omkring i salen. Hvor var der mange. Hvorfor havde hun også gjort det? Det var sikker ingen som ville lægge mærke til hende. Hun gik ned af trappen. Hun kunne ikke se Max nogen steder. Hun vidste ikke om hun skulle være lettet eller skuffet. En side af hende ønskede stadig at være hans, mens den anden side havde opgivet det fordi han var til mænd. Den største sorg hun nogensinde vil opleve. En ting er at miste sit livs kærlighed til en kvinde, men til en mand. En kvinde havde man i det mindste chancen for at han kunne begynde at lide en, men en mand så havde man ingen chance.

Hun gik over til punchen. Tog et glas. Hendes hjerte var stadig ikke helet. Det vil tage lang tid før hun ville være kommet over Max.

" Hej smukke. Vil du danse?"

Sirena vendte sig om. Connor stod der. En af de populære drenge. Han måtte ikke kunne genkende hende. Ellers ville han ikke havde budt hende op. Ville han?

Inders inde ønskede hun at det var Max der havde budt hende op. Men det kunne jo ikke lade sig gøre. Det vil bare gøre det endnu mere smertefuld. Så hun tænkte hvorfor ikke.

Hun smilede. " Det vil jeg meget gerne."

Han tog hendes hånd og trak hende ud på dansegulvet. De dansede til en sjæler. Det var egentlig meget hyggelig. Men hun kunne ikke lade være med at tænkte" Gid det var Max."

Sangen sluttede. Connor kyssede hendes hånd.

" Tak for dansen, smukke."

" Selv tak. Du danser godt."

Der kom en anden fyr, Sebastian, og bød hende op. De næste par timer dansede hun med den ene dreng efter den anden.

Til sidst kunne hun ikke mere. Måtte lige have vejret. Hun gik udenfor. Der stod allerede en fyr. Han vendte sig om da hun kom derud. Det var Max. Hendes hjerte kunne ikke lade være med at slå smut.

" Åh. Hej Sirena." Han smilede

" Hej Max." Sirena smilede også.

" Du ser smuk ud i aften. Aldeles smuk."

Hun rødmede. Hvorfor skulle han også sige den slags ting.

" Tak. Du ser også godt ud i aften."

Hun gik over og stillede sig ved siden af Max.

" Hygger du dig i aften, Siri?"

" Ja meget. Jeg er helt smadret i mine fødder. Hvordan kan piger holde ud at gå i disse sko."

Sirena vil hoppe op og sidde på muren.

" Nu skal jeg hjælpe dig."

Max tog fat om hendes hofter og løftede hende op. Det føltes som et elektrisk stød. Hvorfor skulle hun føle sådan? Det var jo bare ondt.

Hun smilede " Tak."

Det var svært at sidde her. Velvidende at han vidste hvad hun følte for ham. Velvidende at han var til mænd. Men han lod som ingenting. Som om intet var sket imellem dem. Hvis han kunne, kunne hun også. Hun kiggede på ham.

" Jeg tror faktisk du er den første der har genkendt mig. Jeg mener, hvem ville byde Sirena Castella op hvis de vidste det var mig."

Han kiggede på hende med, var det med smerte i øjnene? Nej det kunne det ikke være.

" Hvad havde du regnet med?. Du ligner slet ikke den Siri man er vant til."

" Er jeg? Hvordan vidste du så det var mig?"

Han gav hende meget hurtigt elevatorblikket. Han smilede.

" Jo, havde jeg ikke set dig den dag ved poolen, havde jeg nok heller ikke kunne genkende dig. Man er jo vant til at se dig med briller og opsat hår. Og med bluser der dækker dine former. Og så kommer du her med linser og løst hår. Og med en kjole der vise din smukke krop."

Hun rødmede. Følte sig smigret. Men vidste det ikke betød noget. Hun kom til at tænke på den dag ved poolen. Nu forstod hun hvorfor hun ikke havde kunne påvirke ham.

" Tak. Det er dejligt at høre. Jeg tror jeg vil gå ind og få noget at drikke."

" Okay. Jeg bliver herude lidt endnu. Nu skal jeg hjælpe dig ned."

Han tog hende om livet og løftede hende ned.

" Tak."

Sirena smilede til ham en sidste gang og gik ind.

* * *

Max og Kathleen havde kommet sammen med en stor flok. Nu var de alle hvis kommet og der var gang i festen. Pludselig var der kommet en ind. En efternøler må man sige. Han stivnede da han så hende. Det var Sirena og hun var alene. Han glemte helt at trække vejret. Han kiggede sig omkring og så at flere fyre kiggede på hende. Som små hundehvalpe. Men hvem kunne forbrejde dem det. Hun så helt fantastisk ud. Mere end det. Hvis han havde troet hun lignede en gudinde var det intet i forhold til nu. Hun var smukkere end en gudinde. Meget, meget smukkere. Hun lignede en drøm. En fantasi. Noget man kun turde drømme om.

" Hvem er det?" spurgte Kathleen

" Kan du ikke se det?"

" Nej, burde jeg det?"

" Det ved jeg ikke. Hun er din veninde, ikke min."

" Er det Siri?" spurgte hun vantro.

" Ja ingen ringere."

Han fulgte Sirena med øjnene. Kunne ikke slippe hende af syne. Han kunne se at andre fyre havde samme problem. Nu kunne han se Connor byde hende op og fik et ja. Det gjorde ondt helt ind til knoglerne. Hvor ville han ønske at det var ham hun dansede med.

Kathleen snakkede til ham. Han blev nødt til at slippe Sirena af syne. Kathleen ville danse. "Hvorfor ikke," tænkte han. De gik ud på dansegulvet. Han fandt Sirena igen. Denne gang med en ny dreng. De næste par timer så han hende danse med forskellige drenge. Det var smertefuld. Til sidst kunne han ikke holde det ud. Hun dansede med alle andre end ham. Han skulle ud herfra og det kunne kun gå for langsomt.

" Jeg går lige ud og får noget frisk luft."

" Jeg går med."

" Nej Kat. Jeg vil gerne være alene."

Hun så skuffet ud. "Okay"

Max gik ud foran. Han var helt alene. Gudskelov. Han skulle sunde sig. Det var virkelig hårdt at se Sirena med en anden fyr. Han tænkte på deres kys. Det mest fantastiske kys han havde prøvet. Han var hårdt ramt. Det havde gjort så ondt at vide at hun ikke kunne lide ham. Det vil gå langt tid før han var ovre hende. Nej, han ville ikke opgive hende uden kamp. Han hørte en lyd og vendte sig om. Det var Sirena. Hans hjerte slog smut. Hun var endnu smukkere tæt på.

" Åh, hej Sirena." Max smilede.

" Hej Max." Sirena smilede.

Hans mur smeltede. Hendes smil var fantastisk og så i den kjole. Ingen vil nogensinde overgå hende i skønhed.

" Du ser smuk ud i aften. Aldeles smuk."

Hun rødmede. Hvor så hun fantastisk ud når hun rødmede.

" Tak. Du ser også godt ud i aften."

Hun kom over ved siden af ham. Han kiggede på hende.

" Hygger du dig i aften, Siri?"

" Ja meget. Jeg er helt smadret i mine fødder. Hvordan kan piger holde ud at gå i disse sko."
Hun prøvede at hoppe op på muren, men han kunne se at det ville hun aldrig komme til.
" Nu skal jeg hjælpe dig."
Han tog fat om hendes hofter og løftede hende op og sidde på muren. Hvor føltes det godt at holde hende. Føltes intimt. Noget de ikke var.
Hun smilede sit fantastiske smil. "Tak."
Det var ikke sjovt at være alene med hende. Vide at hun ikke kunne lide ham. Han kiggede på hende.
Sirena kiggede på ham. Det føltes utroligt intimt at være herude med hende. Alene med en stjerneklar himmel.
" Jeg tror faktisk du er den første der har genkendt mig. Jeg mener, hvem ville byde Sirena Castella op hvis de vidste det var mig."
Han blev fuldt med smerte. Kiggede på hende.
" Jeg ville." sagde han meget lavt. Eller tænkte han det kun?
" Hvad havde du regnet med?. Du ligner slet ikke den Siri man er vant til."
Overhovedet ikke. Hvis han ikke havde set hende før uden hendes normale påklædning, ville han nok heller ikke kunne genkende hende.
" Er jeg? Hvordan vidste du så det var mig?"
Han gav hende meget hurtigt elevatorblikket.Hun var virkelig smuk. Han smilede.
" Jo, havde jeg ikke set dig den dag ved poolen, havde jeg nok heller ikke kunne genkende dig. Man er jo vant til at se dig med briller og opsat hår. Og med bluser der dækker dine former. Og så kommer du her med linser og løst hår. Og med en kjole der vise din smukke krop."
Hun rødmede.
" Tak. Det er dejligt at høre. Jeg tror jeg vil gå ind og få noget at drikke."
" Okay. Jeg bliver herude lidt endnu. Nu skal jeg hjælpe dig ned."
Max tog hende om livet igen og løftede hende ned.
" Tak." Sirena smilede og gik ind.
Han så efter hende. Sukkede. Hvor han ønskede at være sammen med hende. Hvad skulle han dog gøre for at vinde hendes hjerte. Hun var fantastisk. Den dejligste pige han havde mødt.

* * *

Kathleen var så glad for at være her til ballet med Max. Der var godt gang i festen nu.

Nu kom der en pige helt alene. Hun var smuk. Mange af fyrene kiggede på hende. Også Max. Hun synes ikke hun havde set hende før.

" Hvem er det?"

" Kan du ikke se det?" Nej fjols. Ellers havde jeg nok ikke spurgt.

" Nej burde jeg det?"

" Det ved jeg ikke. Hun er din veninde, ikke min."

Hun var vantro. " Er det Siri?"

" Ja ingen ringere."

Det kunne ikke passe. Hvorfor skulle hun også klæde sig sådan. Det var meget bedre dengang hun gik grimt klædt. Hun kunne se hvordan drengene reagerede. Sådan havde de aldrig gjort med hende. Det var forkert. Drengene skulle kunne lide hende, ikke Sirena.

Hun spurgte om han ville danse. Det virkede som om han skulle tvinge sig selv til at kigge på hende og danse med hende. Hun så misundeligt til at Sirena blev budt op af den ene fyr efter den anden. Hvorfor spurgte de ikke hende?

" Jeg går lige ud og får noget frisk luft."
" Jeg går med."

" Nej Kat. Jeg vil gerne være alene."

" Okay."

Han gik sin vej.

Hun var sikker på at det var på grund af Siri. Hun skulle ned med nakken. Det var hende der skulle være den fyrene vil have. Ingen andre end hende. Hun vidste hvad hun skulle gøre. Sirena kunne helt sikkert ikke synge. Så hun skulle bare sige at hun gerne vil synge en sang. En svær sang. " My heart will go on." Ja den skulle det være.

* * *

Sirena fik noget at drikke. Hvor så Max fantastisk ud i aften. Alt for fantastisk. Hvor havde hun lyst til at kysse ham.

Pludselig stoppede musikken. Guitaristen kom hen til mikrofonen.

" Hej allesammen. Hygger vi os?"

"JA!" råbte alle i kor.

" Vi har fået en opfordring. Der er en pige blandt jer der ønsker at synge en sang. Kan vi få Sirena Castella op?"

What? Hvad foregår der? Jeg ville da ikke synge en sang. Hun måtte hellere gå op og sige der var sket en fejl. Hun kom derop. Gik over til guitaristen.

" Der må være sket en fejl."

" Er du Sirena?"

" Ja"

" Så er der ikke. Din veninde sagde at du ønskede at synge " My heart will go on."

" Nej, jeg ville ej. Jeg synger ikke godt.

" Syng, syng" begyndte folk at råbe.

" Ja, de bliver nok sure hvis du siger nej."

Ville de virkelig høre hende synge? Tja, hun kunne vel ikke blive mere upopulær end hun var i forvejen.

Hun smilede." Okay så. Jeg gør det."

" Fint. Bare gå over til mikrofonen og sig til når du er klar."

Hun gik over til mikrofonen. Hun var nervøs.

" Hej allesammen. Jeg vil synge " My heart will go on." Jeg håber I vil tage godt imod den."

Hun nikkede til guitaristen.

De begyndte at spille. Sirena tog en dyb indånding og begyndte at synge.

Folk holdte op med at danse og lyttede kun.

Da sangen var færdig jublede folk. Klappede helt vildt.

" Ekstra nummer, ekstra nummer."

Hun kunne ikke fatte at de kunne lide hende.

" Okay. Hvad vil I høre?"

" Truly Madly Deeply" var der en der råbte.

Hun sang den og nogle andre sange.

Guitaristen kom over til hende, da hun var færdig,

" Du synger fantastisk. Hvis du nogensinde vil være sanger så ring. Vi kunne godt bruge en sangerinde som dig."

Sirena var smigret," Mange tak"

Hun fik hans nummer og gik ned fra scenen. Hun skulle have noget frisk luft. På vej derover fik hun øje på noget, hun ønskede hun aldrig havde set. Op af en væg stod Max og Kathleen. Kyssede hinanden. Hendes verden brast sammen. Hun bryd sammen. Hun vil ikke være her længere. Hun løb grædende ud. Ville bare hjem. Ligeglad med at der regnede. Hun løb hjem.

* * *

Max var kommet ind. Han prøvede at finde Sirena.

Der var hun. På vej op mod scenen. Hvorfor? Nu snakkede hun med guitaristen. Hvorfor? Skulle hun give et nummer?

" Syng, syng" begyndte folk at råbe. Hvad havde han gået glip af?

Nu kom hun over til mikrofonen.

" Hej allesammen. Jeg vil synge " My heart will go on." Jeg håber I vil tage godt imod den."

Bandet begyndte at spille. Lidt efter kom Sirena i gang. Han stivnede. Så bare måbende til. Hun sang jo fortryllende. Lidt som en gudinde. Han gik nærmere. Fortryllet af hendes stemme. Var der noget hun ikke kunne? Hun var jo perfekt. Enhver dreng vil ønske en pige som hende. Sangen var færdig.

" Ekstra nummer, ekstra nummer," råbte folk.

" Okay, hvad vil I høre?"

" Truly Madly Deeply." var der en der råbte.

Hun sang den og nogle flere sange.

Han ville gå over og lykønske hende, men blev stoppet af Kathleen.

" Hej. Jeg var ved at blive bekymret," sagde hun indsmigrende.

" Det var ikke noget. Jeg var lige på vej over til Sirena."

" Nej vent."

Hun hev fat i ham og hev ham hen til sig selv. Hun kyssede ham. Han blev overrasket. Der gik fem sekunder før han reagerede. Han trak sig væk

" Hvad helvede laver du? Jeg er ikke interesseret i dag Kathleen. Prøv at forstå det. Nu ville jeg finde Sirena. Jeg synes du skal lade mig være."
" Din forpulede røvhul. Hun hader dig. Jeg hader dig. Du vil aldrig kunne få nogen. Aldrig,"

Kathleen spyttede ham i hovedet og skred. Gudskelov. Han var træt af hende.

Han kunne ikke finde Sirena. Nu skulle der kåres en dronning og konge. Han blev konge. Det havde været en dejlig ting at kunne dele med sin pige. Sin pige. Hvor lød det godt. Tænkt hvis han kunne kalde Sirena for hans pige. Han gik op og modtog sin krone.

Nu skulle dronningen kåres. Det blev Sirena. Hun kom ikke. Max synes det var underligt. De kaldte på hende, men hun var væk. Havde hun allerede gået hjem? Hvorfor så tidligt?

Han var ked af det. Her havde han mulighed for en dans med hende og så var hun væk.

Max var der en times tid før han kørte hjem.

Selvom han var træt af Kathleen var han en gentleman og hun kom jo med ham. Han havde spurgt hende men hun ville blive der lidt længere. Så han havde sagt at så måtte hun finde en anden måde at komme hjem på.

* * *

Great. Hun kunne også synge. Var der noget den pige ikke havde. Jo, Max. Det frydede i det mindste Kathleen. Hun havde håbet på at få Sirena ned med nakken. Hun havde taget det der i hendes øjne var hendes. Det var Kathleen der scorede drengene, kunne imponere folk, ikke Sirena. Det var derfor hun havde fortsat sit venskab med hende. Det gav hende et sus at vide at hun var den smukke og talentfulde.

Kathleen gad ikke at høre på Sirena. Nej, den eneste svaghed Siri havde var Max. Hvis hun kunne få Sirena til at se dem sammen, hende og Max, ville hendes verden bryde sammen. Hvor var han forresten henne? Hun havde ikke set Max siden han gik udenfor. Han havde bare ikke snakket med Siri. Hun måtte finde ham.

Dér var han. På vej mod scenen. Hun skyndte sig derover og stoppede ham.

" Hej. Jeg var ved at blive bekymret," sagde hun indsmigrende.

" Det var ikke noget. Jeg var lige på vej over til Sirena."
Hun kunne se at Sirena var på vej over mod dem. Nu havde hun chancen.
" Nej vent."
Hun hev fat i ham og trak ham hen til sig. Kyssede ham. Kunne se at Siri så det. Perfekt. Hun kunne se at Sirena blev chokeret og løb sin vej. Max trak sig væk.
" Hvad helvede laver du? Jeg er ikke interesseret i dag Kathleen. Prøv at forstå det. Nu ville jeg finde Sirena. Jeg synes du skal lade mig være."
Hendes stolthed blev såret af de ord. Det skulle han ikke slippe godt fra.
" Din forpulede røvhul. Hun hader dig. Jeg hader dig. Du vil aldrig kunne få nogen. Aldrig,"
Hun spyttede ham i hovedet og gik sin vej.
Hun havde fejlet. Hun havde ikke kunne få ham. Han havde kun Sirena i hovedet., men det gode var at det havde hun fået ødelagt. Sirena var vred og såret. Hun var helt sikkert aldrig snakke til ham igen. Heller ikke til hende, men der var okay.
Nu skulle der udnævnes en konge og en dronning. Max blev konge. Det irriterede hende. Men det der irriterede hende mest var at Sirena blev dronning. Det var hende der skulle havde været det. Ikke Sirena.
De kaldte på hende. Kathleen vidste som den eneste at de kunne kalde så meget de ville. Sirena ville ikke komme op på scenen.
En time efter ville Max hjem og som den gentleman han var, tilbød han hende at høre hende hjem. Ikke på vilkår om hun vil give ham den fornøjelse. Så hun havde takket pænt nej tak. Havde sagt at hun ville blive der lidt længere. Hun fik en eller anden fyr til at køre hende hjem.

vampyrpigen

2011-03-29T10:08:00.000-07:00

Jeg føler adrenalinen i mit manglende blod.
Føler den eurofuserende rus
når mine tænder rammer halsen.
Jeg lever i natten.
Gemmer mig i skyggen.

Det er længe siden jeg mistede min eksistens.
Jeg går på jorden.
Men mangler min bankende hjerte.

Jeg er ikke længere i live.
Men så mødte jeg dig.
Drengen i mine drømme.
Og jeg begyndte at drømme om eksistens.

Jeg længtes efter dig.
Mit manglende hjerte banker kun for dig.
Jeg er i vildrede.
Hvordan kan det lade sig gøre?
Hvordan kunne mit liv vende så pludselig?

Mit manglede eksistens.
Mit manglende hjerte.
Er det problem jeg kæmper med.
Hvordan kan man elske en
når man ingen hjerte har.
Ingen følelse har haft
i flere århundrede.

Kan jeg glemme de ting?
Kan du elske mig?
Som det jeg er.
En blodsugende følelsesløs lig.

Hvad skal jeg stille op.
For første gang føler jeg
at jeg har en eksistens.
At jeg er i live.
Alt det kun på grund af dig.
Drengen som jeg har ventet på.
Men det er dømt til at mislykkedes.
Det vil aldrig gå.

Mit liv.
Min forbandelse.
Dømt til evig ulykke

savnet

2011-03-29T10:05:00.000-07:00

Du er alt hvad jeg kan tænke på.

Du er hele min verden.
Alt hvad jeg har at leve for.
Vi er altid sammen.
Vi er udaskillige.
Vi er som et menneske.
Vi gør alt sammen.
Vi har altid den samme afstand imellem os.
Som en cirkels periferi.
Der er kun en hage ved det.
Det er ikke nutid længere.

Selv nu hvor du er borte.
Føltes det som om du er lige ved siden af mig.
Jeg bærer dig tæt ved mit hjerte.
Hvor du altid vil høre til.
Selv om du er langt væk
er det som om du aldrig har forladt min side.
Som om afstanden imellem os er den samme.
Den vil altid være den samme
udanset hvor du er henne.
Som en cirkels periferi.
For du vil altid have en plads i mit hjerte.
Jeg vil altid bære din ånd tæt på mit krop.
Som den var før i tiden.

Jeg vil aldrig glemme dig.
Min elskede.
Min sjæl.
Min livs kærlighed

Santanist

2011-03-29T10:02:00.000-07:00

Mit blik er dystert. Står med en tændstik i hånden.
Tænder den.
Kigger fascineret på den.
Taber den på høet.
Flammer kommer langsomt.
Ilden kommer.
Bliver mere og større.
Jeg føler en tilfredstillelse så stor.
Det føles så dejligt.
Kirken brænder.
De satans kristne.

Mit liv er dystert.
Folk forstår ikke
hvorfor jeg gør som jeg gør.
Vælger ikke at dele min hemmelighed.
Folk forstår alligevel ikke.

Jeg elsker alt det onde.
Sorte katte.
Blod.
Pentagrammer.

Djævler og ondskab.
Løgne og hemmeligheder.
Smerte og livløshed.

Lever i min egen lille verden.
Holder mig for mig selv.
Hvad er virkelighed og hvad er drøm?

Mit liv.
Min tro.
Jeg er satanist.

Hvem er jeg?

2011-03-29T09:37:00.000-07:00

Det kommer om natten.

Jeg prøver at skjule det.
Prøver at glemme det.

Tør ikke lade folk komme tæt på mig.
Af frygt for at blive såret.
Af frygt for at jeg vil skade dem.

Hvorfor mig?
Hvorfor kan jeg ikke have et normalt liv.
Hvad er jeg.
Natten eller dagen?

Hvad er mit sande jeg?
Kan nogen ikke fortælle mig det?
Kan nogen acceptere mig som den jeg er?

Min forbandelse.
Mit liv.
Det kommer om natten.

Dyret

2011-03-29T09:26:00.000-07:00

Jeg var et såret dyr som slikkede sine sår.
Ledte efter et venligt sind
der ville hjælpe mig.
Såret blev værre og værre
og verden så sort ud.
Men lige da jeg troede
at nu var det slut.
Fik mit øje
øje på et menneske.

Et menneske som ville hjælpe.
Et som plejede mit sår.
Tog mig med hjem.
Et menneske som reddede mig.

tabet af dig

2011-03-29T09:24:00.000-07:00

Jeg løber og løber.
Kan mærke der er noget galt.
Noget fuldstændigt galt.

Jeg kommer frem og ser dig ligge på jorden.
Jeg mærker mit hjerte sidde op i halsen på mig.
Det må bare ikke passe det her,
men jeg ved allerede inden jeg
når over til dig
at du er væk for altid.

Jeg sætter mig ned ved siden af dig.
Dine øjne er så følelsesløse.
Så tomme.
Den glade gnist det var i dem
er væk for altid.

Min hånd den føles klistret.
Jeg kigger på den
og ser den er smurt ind i blod.
Dit blod.
Jeg lukker min hånd
og mærker mine tårer løbe ned af kinden.

Jeg lader min hånd
føres ned til dine læber.
Vil mærke dem en sidste gang.
Jeg møder dine læber med mine
i et blidt farvelkys.
Det smager salt
af alle mine tårer.

Jeg mærker hvordan
mit hjerte er knust i flere stykker.
Mærker hvordan min verden
synker i krus.

Jeg rejser mig
i en zombielignende tilstand.
Jeg går langtsomt gennem sneen.
Jeg mærker slet ikke kulden om min nøgne hud.

Jeg knuer min halskæde tæt indtil mig.
Den halskæde jeg fik af dig.
Kan slet ikke fatte
at jeg aldrig skal høre dig grine.
Se dig smile.
Mærke dine hænder på min krop.

Jeg vil ikke leve mere.
Der er ingen verden uden dig.
Ingenting at leve for.
Jeg vil har bare lyst til at gå tilbage.
Gå tilbage og lægge mig ned ved siden af dig.

Lægger mig ned.
Med hovedet på din skulder
og blive liggende indtil jeg
langsomt lukker mine øjne
og igen er sammen med dig.

Minder

2011-03-29T09:18:00.000-07:00

Jeg elskede at kigge på stjernene.

Jeg følte mig altid glad.

Jeg brugte det altid som et tilflugste

når jeg havde det dårligt.

Nu kan jeg ikke kigge

uden at føle en stor sorg.

Tårene begynder at trille

ned af mine kinder

mens minderne vælter frem.

Mine tanker flyver tilbage.

Tilbage til den dag
jeg så dig for første gang.

Jeg vidste med ét at mit liv aldrig

vil blive det samme igen.

Men jeg turde ikke

komme over til dig.

Jeg får en klump i halsen

ved det næste minde.

Et minde jeg på den ene side

aldrig vil ønske var sket,

og på den anden side

priser mig lykkelig over skete.

Jeg var i baren

da jeg pludselig hørte en lyd bag mig.

" Vil du danse?"

Jeg husker jeg vendte mig om

og var ved at tabe mund og kæbe.

Dér stod du.

Dig, som jeg vidste ville forandre mit liv.

Jeg smilede og sagde ja.

Jeg forsvandt i dine øjne.

Jeg var i min helt egen verden.

Kunne ikke fatte mit held.

Jeg kigger på stjernene.

De minder mig om dig.

Du elskede mine øjne

sagde de var som to stjerner.

Funklende og skinnende som dem.

Nu er de tomme.

Udtryksløse.

Blanke.

Livsglæden er forsvundet.

Den forsvandt med dig.

Jeg bryder sammen ved vandet.

Savnet/sorgen vælter frem.

Tårene pibler ned af mine kinder

og jeg kan dårligt trække vejret.

Minderne dukker frem.

Minder jeg helst vil glemme.

Minder jeg vil ønske jeg ikke havde.

Minder om den dag

du blev taget fra mig.

Jeg så dig dø.

Lige dér, for øjnene af mig

blev du taget fra mig.

På den ondeste måde.

Hvordan kan Gud være så ond?

Han lod dig forsvinde fra denne jord.

Jeg kunne dræbe ham på grund af det.

Han lod dig blive skudt for øjnene af mig.

Jeg så dig falde sammen.

Jeg løb skrigende over til dig.

Faldt ned ved siden af dig

og tog dig i mine arme.

Tårene piblede ned af mine kinder.

Jeg græd og græd

og bad til du ikke vil dø.

Du kiggede på mig og smilede.

Hviskede at du elskede mig.

Det havde du gjort fra første øjekast.

Jeg kyssede dig.

Desperat over at jeg var ved at miste dig.

da jeg slap dine læber

smilede du en sidste gang

og jeg så dine øjne slukkes.

I det øjeblik blev

mit hjerte slået i stykker.

Min sjæl forsvandt

og fløj med din.

Jeg blev til et omvandrende zombie.

Jeg havde ikke lyst til at leve mere.

Jeg kigger mig omkring.

Jeg er ved vores ynglingssted.

Du ved søen inde i skoven.

Jeg har din ynglingskjole på

den lange hvide med blomster.

Jeg kigger ned i min hånd.

Kigger på det tomme pilleglas.

Jeg ved det er det rigtige.

Et liv uden dig er ikke et liv.

Jeg rejser mig op.

Kigger en sidste gang på stedet.

Stedet som vi elskede så højt.

Her kunne vi være alene.

Stedet hvor vi kyssede for første gang.

Hvor vi elskede for første gang.

Mon du kan se mig nu?

Mon du ved jeg er på vej?

Jeg lukker øjnene

og siger farvel til min familie en sidste gang.

Jeg kan mærke at pillerne

snart begynder at virke.

Jeg dypper min ene fod i vandet

og lader den synke ned.

Lader den anden følge med.

Langsomt går jeg ud i vandet.

Som svaneprinssesen, bare omvendt.

Langsomt stykke for stykke

dækkes min krop af vand

indtil man til sidst ikke kan se mig længere.

Sorgen

2010-12-23T12:14:00.000-08:00

Jeg vil sprede mine vinger

og flyve væk.

Flyve væk til et sted

hvor der ingen smerte er.

Mine øjne lukkes i.

Langsomt kvæles jeg af sorgen.
Den altopslugende sorg

som printes ind på sjælen.

Sorgen har vinger.

Sorgen har mit hjerte.

Sorgen har taget virkeligheden

For sorgen er dig.

Sorgen omfavner mig.

Fjerner min sjæl.

Efterlader mig som en tom krop.

Et smil sniger sig ind

på mine læber.

Jeg overvandt sorgen.

Nu skal jeg aldrig mere

være sorgens slave.

Jeg spreder mine vinger

og flyver over til dig.

Tingsliggjort

2010-12-16T10:40:00.000-08:00

Jeg går i mængden.
Blandt alle de andre.
En levende død.
Eksistensen er væk.

Kæder smeltes sammen
to og to.
Men til hvad nytte?
Produktion af flere livløse objekter?

Blikkene er fjerne.
Kroppen udslukket.
Vandrer vi blandt vores fællesnævnere.
Eksistensen forsvandt for længe siden.
Hvor er den nu?

Materialer goder.
Tingsliggjorte objekter.
Eksistensen opløst.
Ingen menneskelig kontakt.

Følelser erstattet.
Erstattet af ingenting.
Tanker forsvundet.
Mistet for altid.
Verden monotont.
Verden i tomgang.

Alt er tabt

2010-12-03T09:16:00.000-08:00

Hvorfor skulle det her ske?
Jeg klarede mig fint indtil det her.
Og så kom en og mindede mig om alt det
som en gang var godt.
Jeg har ikke bedt om det her.

Jeg vil ikke føle det her.
Jeg vil ikke græde over dig.
Vil ikke have det sådan.
Er næsten klar over at det vil
føre til et knust hjerte.

Jeg var kommet over dig.
Havde indstillet mig på det vi var.
Og nu vil jeg bare være sammen med dig igen.
Have det sådan som vi engang havde det.

Jeg vil være din igen.
Men problemet er at det vil du nok ikke.
Hvad skal man gøre.
Troede jeg havde styr på mine følelser
og så sker det her.

Det hele er kulminerede.
Alt er viklet ind i hinanden.
Ved ikke hvordan jeg skal skille følelserne fra hinanden.

at miste en

2010-12-01T04:31:00.000-08:00

Du er så tæt på
men aldrig har afstanden imellem os været større.
Hvad gik galt?
Hvad var det der forandrede sig?

Hvad gjorde at gik for at være som en sjæl
til pludselig at være som to fremmede?
Var det mig?
Var det noget jeg gjorde?

Det er hårdt at være tæt på dig
og vide at ingenting vil blive som før.

Kan jeg nogensinde få dig? kap. 6 - forræderi

2010-09-14T11:12:00.000-07:00

Det var snart skolebal. Sirena ønskede inderligt at gå sammen med Max. Men mon han overhovedet ville? Sikkert ikke. Han havde ikke engang tænkte på hende da de havde kysset. Hun ønskede at spørge ham, men turde ikke. Hvad nu hvis han sagde nej? Men måske kunne hun få Kat til at spørge ham? " Jo, det tror jeg, jeg gør" tænkte Sirena. Hun ringede til Kat.
" Hej Kat."
" Åh hej Siri. Hvad så?"
" Jo. Jeg ringer fordi jeg vil høre om du vil gøre mig en stor tjeneste?"
" Jo da. Du siger bare hvad det er."
" Jo. Jeg vil høre om du vil spørge Max om han vil gå til skoleballet med mig? Jeg tør ikke selv."
" Hmm. Jo, det kan jeg vel godt. Jeg gør det i morgen."
" Tusind tak Kat. Du aner ikke hvor meget det betyder for mig."
" Det var så lidt. Vi ses Siri."
" Vi ses Kat."
Sirena lagde på. Hun håbede han sagde ja. Det vil betyde alverden for hende. Hun krydsede fingre.

* * *

Kat lagde røret på. Hun havde på ingen måde lyst til at spørge ham for hende. Hun var selv faldet for ham. Og helt ærligt havde Siri haft et halvt år uden der var sket noget. Nej, hun vil selv havde ham.

Dagen efter gik Kathleen over til Max's skab.

" Hej Max."

Han kiggede på. " Åh hej Kat. Hvad siger damen?"

" Jo ser du. Jeg vil høre om du vil gå til ballet med mig?"
Hun kiggede spændt på ham.

" Jeg er smigret. Men jeg håbede faktisk på at invitere Sirena. Ved du om hun har nogen date?"

HVAD!? Hun havde været så sikker på at han ville sige ja. Helt ærlig. Det var jo HENDE! Men så var han interesseret i Sirena. Det kunne ikke passe.

" Nej, hun har ikke nogen date. Men jeg vil spare dig for ydmygelsen. Sirena kan ikke lide dig Max."

" Årh, kan hun ikke. Er du sikker?"

" 100 % sikker. Jeg beklager."

" Det gør jeg også. Nå, men så vil jeg godt gå med dig til ballet. Jeg henter dig klokken 19. Okay?"

" Det er helt okay."

Kathleen var overlykkelig. Så måtte Siri havde været før ude. Og altså bare fordi han kunne lide hende og hun ham, så kunne hun da godt gå til bal med ham. Sirena vidste jo ikke at han kunne lide hende.

* * *

Max stod ved sit skab. Han var ved at tage mod til sig. Han ville invitere Sirena til skoleballet og fortælle hende hvad han følte for hende. Han have jo alt at vinde og intet at tabe. Kun et knust hjerte, men det havde han næsten allerede.

" Hej Max."
Han kiggede op og så Kat.

Åh hej Kat. Hvad siger damen?"

" Jo ser du. Jeg vil høre om du vil gå til ballet med mig?"
"Jeg er smigret. Men jeg håbede faktisk på at invitere Sirena. Ved du om hun har nogen date?"

Han håbede det ikke. Han var kommet til det punkt at han var ligeglad hvad de andre synes. Han vil hellere leve sammen med Sirena end at leve et popolært uden.

" Nej, hun har ikke nogen date. Men jeg vil spare dig for ydmygelsen. Sirena kan ikke lide dig Max."

Hvad? Det måtte ikke være sandt.

" Årh, kan hun ikke. Er du sikker?"

" 100 % sikker. Jeg beklager."

Hans mor havde taget fejl. Hun kunne ikke lide ham. Hans hjerte blev flået ud af ham og kørt over af en lastbil. Sådan føltes det i hvert fald. Men måske kunne han få hende til det. Hvis hun nu så ham med Kat, blev hun måske jaloux.

" Det gør jeg også. Nå, men så vil jeg godt gå med dig til ballet. Jeg henter dig klokken 19. Okay?"

" Det er helt okay."

Det var ikke noget han glædede sig til. Han vil helst havde gået med med Sirena. Men hun var jo ikke interesseret. Og Kat var bedre end at gå alene og måske nok til at skabe jalousi i Sirena. Man havde jo lov at håbe.

* * *

" Nå, hvad sagde han så?" ville Sirena vide.

Kathleen så på hende med sorg i blikket.

" Jeg beklager Sirena. Han var smigret. Men du var ikke lige det rette køn."

" Åh. Hvad mener du? Ikke det rette køn? Er han til mænd?"

Hun nikkede." Åh, det gør mig så ondt, Siri. Jeg ved hvor meget han betyder for dig."

Det gjorde faktisk slet ikke ondt at sige den løgn for Siri. Hun fortjente også at prøve lidt lykke og hvis Siri ikke fandt ud af det, så var der jo ingen skade sket.

" Åh. Så tror jeg ikke jeg tager med til skoleballet. Det ville være alt for hårdt."

YES: tænke Kathleen.

* * *

" Nå, hvad sagde han så?" ville Sirena vide.

Kat så på hende med sorg i blikket.

" Jeg beklager Sirena. Han var smigret. Men du var ikke lige det rette køn."

" Åh. Hvad mener du? Ikke det rette køn? Er han til mænd?"

" Åh. Så tror jeg ikke jeg tager med til skoleballet. Det ville være alt for hårdt."

Sirenas hjerte var gået i stykker. Det var ikke nogen underdrivelse da Max havde sagt at han havde tænkt på en anden. Tænkt at han var bøsse. Hvorfor skulle hun forelske sig inderlidt i en bøsse? Hun vidste jo fra starten at han ville knuse hendes hjerte. Hvor var det godt hun ikke selv havde spurgt ham. Nu kunne hun i det mindste græde uden at nogen så hende.

Kan jeg nogensinde få dig? kap. 5 - basketkampen

2010-09-14T10:11:00.000-07:00

Sirena stod og spekulerede på hvilken tøj hun skulle tage på. Hun skulle på en slags såkaldt blind date. Med hvem anede hun ikke. Hun vidste bare at hun skulle til en basketkamp med en fra skolen.
Der havde været nogle dates man kunne byde på. De havde hængt på opslagstavlen på skolen. Pengene vil gå til velgårlighed. Hun havde som den eneste pige budt på basketkampen. Og hun havde gjort det af en grund. Hun håbede at Max også ville byde og vinde. Så kunne hun tilbringe tid sammen med ham og hvem ved hvordan " daten" vil udvikle sig. Men hun elskede faktisk også basket. Især The Knicks som skulle spille i dag. Og så sad de endda næsten på første række. Helt ærligt, kunne det blive bedre? Ja, det kunne det. Hvis Max var med. Hvor hun ønskede at drengen var ham. Men om ikke andet, så fik hun lov til at se sit ynglingshold. Hun valgte at tage sin knickstrøje og kasket på. Det var en hun havde fået af sin far inden han døde. Han havde taget hende med til kampene. De havde haft det fantastisk. Hvor hun dog savnede ham.
Da hun var klar kørte hende mor hende til kampen. Havde så travl at hun glemte at aftale noget med sin mor. Skyndte sig bare at sige farvel og smutte ned. Kampen startede om fem minutter. Hun skyndte sig at købe sodavand og hotdogs. Da hun havde fået det gik hun ned til hendes plads lige idet kampen startede. Hendes " date" sad der allerede. Hvem kunne det være?
Hun var lige ved at tabe alt hvad hun havde i sine hænder.
" Dig." sagde de i munden på hinanden.
Hjertet var ved at springe ud af brystet på hende. Det var Max. Det var for godt til at være sandt. Kunne ikke tro sine egne øjne.
Hun smilede. Kunne ikke fatte sit eget held.
" Hvorfor siger du det på sådan en overrasket måde?" spurgte Sirena.
Skuffet over at han havde lydt overrasket.
" Jo, jeg kunne spørge dig om det samme," han smilede. " Undskyld. Det var ikke pænt sagt. Jeg troede bare ikke der vil dukke nogen op og da slet ikke en som var knicks fan."
" Så fordi jeg er en pige kan jeg ikke være knicks fan? Interessere mig for basket?"
" Jo, jo. Det var ikke sådan ment. Undskyld, Siri. Tilgiv mig. Det var forkert formuleret."
Nu brugte han hendes kælenavn igen. Hvorfor? Det fik det til at lyde som om de var mere intim end de var.
" Okay. Jeg tilgiver dig. Lad os nu bare nyde kampen. Okay? Vi behøver jo ikke at snakke sammen. Så bare lad som om jeg ikke er her."
Max kiggede på hende. Og var det skuffelse hun så i hans øjne? Nej, det kunne det ikke være.
" Okay."
Sirena begyndte at spise sine hotdogs og drikke sin cola. I starten kunne hun ikke koncentrere sig om kampen. Hun var alt for bevidst om Max. Men lidt efter lidt blev hun bidt af kampen og glemte alt om Max. Hun bandede og råbte som hun plejede at gøre. Det blev halvleg. Hun kom tilbage til virkeligheden. Anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun sad bare der, ved siden af Max og havde lige opført sig som Gud ved hvad. Havde smidt manererne. Nu ville han da helt sikkert ikke have noget med hende at gøre. Hun havde lige ødelagt det for sig selv.
Max blev den første der brudte tavsheden.
" Nårh, nyder du så kampen?"
Sirena smilede. " Meget. Rigtigt meget. Hvad med dig?"
Max smilede. " Ja meget. Mere end jeg havde forventet."
De kiggede på hinanden, da de hørte folk råbe. Hun kiggede rundt og opdagede at der på storskærmen var kys-cam.
Hun havde altid hadet og elsket det. Havde altid synes det var syndt for dem som ikke kendte hinanden. Pludselig kom hun og Max på kys-cammet. Hun stivnede. De kiggede på hinanden. Hun følte som alt farven røg væk fra hendes ansigt. De sad bare og kiggede på hinanden. Hun kunne ikke. Hvor meget hun end havde ønsket det, kunne hun ikke gøre det. Folk rundt om dem begyndte at råbe; " Kys, kys, kys."
Max smilede: " Vi må hvis hellere gøre det. Vi kan ikke skuffe folk. Det er jo en tradition. De vil blive ved indtil vi gør det."
Sirena blev skuffet. Han fik det til at lyde som en sur pligt. Noget han bare vil have overstået. Hun trak på en ene mundvige og fnyste ud.
" Ja, det må vi vel hellere."
" Okay. Klar?"
" Klar."
" Godt. Så er det nu."
De lænede sig frem imod hinanden. Hun kiggede ham dybt i øjnene. De stoppede lige før de mødte hinanden. Kiggede på hinanden en sidste gang. Max lagde sig frem og gav hende et blidt kys. Hun hørte svagt folk juble. Hun følte at hun eksploderede. Som om der blev skudt fyrværkeri rundt om dem. Som var de, de eneste i verden. Han slap hende et millisekund og gav hende et blidt kys mere. Et kys bliv til et mere. De blev mere intenst. Hun tabte alt selvkontrol. Alt fornuften forduftede. Det her føltes bare alt for godt. Hun lod sin tunge komme frem og røre blidt ved hans læbe. Han åbnede sin mund og lod hende komme ind.
Han slap hende med et ryk. De trak vejret meget gispende. Kiggede på hinanden.
" Det må du undskylde Sirena. Jeg lod hvis rive mig lidt for meget med. Undskyld. Jeg tænkte på en anden. Jeg håber ikke du vil hade mig for meget for det."
Hendes hjerte bristede. Han havde liget givet hende hendes første kys. Havde liget givet hende noget helt fantastisk og så undskylder han og tænker slet ikke på hende. Hvor ondt kunne han være?
" Det okay. Jeg var ikke bedre selv. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kan jo ikke engang lide dig. Jeg ved ikke, det var måske bare det at en dreng rent faktisk kyssede mig. Skal vi ikke bare glemme at det skete?"
Det sidste smertede hende at sige. På en måde ønskede hun at det vil gøre lige så ondt på ham som det gjorde på hende.
" Var det dit første kys?"
Hun rødmede og kiggede flovt på ham.
" Hvad havde du regnet med? At jeg vadede mig i drenge? Og hvad så hvis det er? Det gjorde det ikke mere forkert. Lad os nu bare se kampen videre og glemme at det overhovedet skete."
Hun vidste dybt i sit hjerte at hun aldrig ville glemme det.
" Så må du undskylde hvis jeg var for hård. Jeg ville have været mere blidt, hvis jeg havde vidst det. Det er hermed glemt."
Han kiggede en sidste gang på hende og vendte blikket mod kampen.
Hun var som smeltet indvendigt. Hun havde lige kysset Max! Med tunge! Hun kunne ikke fatte det. Det gjorde hende bare endnu mere sikker på at han var den eneste ene. Hvis bare hun også var det for ham. Resten af kampen prøvede hun at følge med i den. Det var ikke nemt. Hun tænkte på kysset. Det her var helt klart den bedste dag i hendes liv. Indtil videre.
Kampen sluttede. De fulgtes ud til parkeringspladsen.
" Tak for i aften. Der er min mor. Jeg må gå. Bliver du hentet?"
"Det tror jeg ikke. Jeg fik ikke aftalt noget med min mor."
" Vil du have et lift?"
"Nej. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg tager bare bussen."
" Det er du ikke. Jeg vil have det meget bedre hvis jeg vidste du var kommet sikkert hjem. Desuden vil min mor skælde mig ud for bare at gå min vej."
Sirena smilede. " I så fald så vil jeg meget gerne have et lift. Du skal have tak."
Han smilede. De gik hen til bilen.
" Hej mor. Det her er Sirena. Hun har ikke nogen kørelejlighed, så jeg tilbød hende at vi kunne give hende et lift."
Hans mor smilede. " Hej Sirena. Jeg hedder Alyssa. Hop bare ind."
" Tak, mrs. Hannigan."
Sirena smilede. Hun hoppede ind bagved. Det samme gjorde Max. Hendes puls stig. Hvorfor kunne han ikke bare sidde foran? Hun kiggede på ham i smug. " Jeg elsker dig, Max" tænkte hun tavs.
Hans mor var så venlig. Sad og stillede hende spørgsmål. Førte en samtale med hende. Hvor hun dog ønskede at det var hendes smigermor. Hun kunne virkeligt godt lide hende. De ankom til hendes hus.
" Tak for turen, mrs. Hannigan."
" Det var så lidt, min pige, men kald mig Lyssa."
Sirena smilede. " Okay, tak Lyssa."
Max tog selen af.
" Nu skal jeg følge dig hen til døren."
De stig ud af bilen. Gik op til hoveddøren. Hun kiggede på ham.
" Tak for i aften. Du må undskylde hvis jeg var, ja hvad skal jeg kalde det, kold, men jeg bliver altid helt opslugt når jeg ser en kamp. Jeg glemmer alt om mig. Og tak fordi du fulgte mig hjem."
Max smilede. " Selv tak. Nej, det har været fantastisk. Og det var så lidt."
" Så må vi vel hellere sige godnat."
" Ja, det må vil vel. Godnat Siri. Og sov godt."
" Tak. I lige måde Max."
Hun tøvede lidt. Vidste ikke om hun skulle give efter sin trang til at kysse ham.
Hun lænede sig hurtigt frem. Gav ham et hurtigt kys på munden. Skyndte sig at sige undskyld og åbnede hurtigt døren. Smuttede ind. Kiggede ud af døren. Han var væk. Hun lænede sig op af døren og lod sig glide ned. Det havde været en fantastisk aften. Men hvorfor havde hun været så dum at kysse ham? Nå, sket var sket. Hun kunne ikke ændre det. Men det var godt hun havde skyndt sig ind. Ellers havde hun ydmyget sig endnu mere, Hun var ude hvor hun ikke kunne bunde. Men hun var mere lykkelig end hun nogensinde havde været.

* * *

Max var kommet i god tid til kampen. Han havde for første gang været i tvivl hvilken tøj han skule tage på. Tænkt nu hvis der dukkede en pige op. Og den pige var Sirena. Men han regnede ikke med det, men hvad nu hvis. Så vil han gerne se godt ud.

Han havde til dels budt på kampen fordi han håbede på at der var en chance for at Sirena vil dukke op. Skulle det ske kunne han ikke holde tanken ud at hun skulle være der med en anden dreng.

Han kiggede på pladsen ved siden af ham. Kampen startede snart og der var ikke dukkede nogen om. Lidt som han havde forventet. Da kampen startede dukkede der en op. Han havde kigget op og tabt underkæben. Dér stod hun. Hans drømmepige. Iført knicks trøje og kasket.

" Dig." sagde de i munden på hinanden.

Han troede hans øjne spillede ham et puds. Kunne ikke være Sirena der stod lige foran ham.

" Hvorfor siger du det på sådan en overrasket måde?" spurgte Sirena.

Hvorfor? Han kunne simpelthen ikke fatte sit eget held.
" Jo, jeg kunne spørge dig om det samme," Max smilede. " Undskyld. Det var ikke pænt sagt. Jeg troede bare ikke der vil dukke nogen op og da slet ikke en som var knicks fan."
" Så fordi jeg er en pige kan jeg ikke være knicks fan? Interessere mig for basket?"
" Jo, jo. Det var ikke sådan ment. Undskyld, Siri. Tilgiv mig. Det var forkert formuleret."
Fuck. Han havde sikkert kludret i det. Den sidste chance han havde hos hende var sikkert væk nu.
" Okay. Jeg tilgiver dig. Lad os nu bare nyde kampen. Okay? Vi behøver jo ikke at snakke sammen. Så bare lad som om jeg ikke er her."
Det var så det. Hun hadede ham. Hun så sikker helst at han ikke var der. Han havde mistet hende. Han skulle have prøvet noget mere. Vis at han var ligeglad med hvad andre tænkte. Han kiggede på hende. Med sorg i blikket. Hun var så tæt på og så alligevel så langt væk.
" Okay."
Hun begyndte på sin mad og sodavand. Han kunne ikke fatte det. Hun overraskede ham konstant. Tænkt, han var forelsket i en pige der interesserede sig for basket. Hvilken drøm. Hun virkede anspændt i starten. Men slappede gudskelov af lidt efter lidt. Til sidst bandende hun og opførte sig som en fan. Max sad og betragtede hende. Kunne han ikke få hende vil han ingen have. Så vil han forblive ungkarl. Ingen kunne alligevel leve op til Sirena. Han vil altid nøjes. Aldrig have den pige han ønskede. Det var ikke fair over for nogen. Det blev halvleg. Der opstod tavshed. Pinlig tavshed. Han måtte bryde den. Kunne ikke holde det ud.
" Nårh, nyder du så kampen?"
Sirena smilede. " Meget. Rigtigt meget. Hvad med dig?"
Max smilede. " Ja meget. Mere end jeg havde forventet."
Og alt takket været hende. Han var på en date med Sirena. Eller det skulle det havde været. I stedet følte han det som var han i vejen. Folk begyndte at råbe. Han fik øje på kys-cam på storskærmen. Fedt. Hvem blev nu ramt? Han havde altid hadet kys-cam. Det var ydmygende hvis man ikke kendte hinanden. Pludselig kom de på skærmen. Han blev bleg. Skulle de kysse? Han ønskede ikke noget andet, men på åben skærm. Ellers tak.
Folk begyndte at råbe: " Kys, kys, kys."
Han vidste de ville blive ved indtil de gjorde det.
Max smilede: " Vi må hvis hellere gøre det. Vi kan ikke skuffe folk. Det er jo en tradition. De vil blive ved indtil vi gør det."
Sirena trak på en ene mundvige og fnyste ud." Ja, det må vi vel hellere."
" Okay. Klar?"
" Klar."
" Godt. Så er det nu."
Han var virkelig nervøs. Havde svedige håndflader. Han lænede sig mod hende. Så hende dybt i øjnene. Hun gjorde det samme. Lige inden deres læber mødtes stoppede de. Han kiggede en sidste gang på hende og lænede sig frem. Han gav hende et blidt kys. Wow. Det føltes alt for godt. Det var som om han kunne høre fyrværkeri. Han slap hende. Det føltes som et tab. Nej, fuck fornuft. Det her var hvad han have ønsket sig så længe. Nu ville han skide på konsekvenserne. Han gav hende endnu et blidt kys. Et blev hurtigt til flere. Blev mere intens. Jo mere han fik, jo mere ville han have. Pludselig kunne han mærke hendes tunge blidt over hans læbe. Det var dråben der fik bægret til at flyde over. Han mistede det sidste af hans selvkontrol. Han åbnede munden. Lod hende komme ind.
Fornuften kom tilbage. Han fjernede sig med et ryk. Hvad havde han lige gjort? Han havde glemt virkeligheden et øjeblik. Hvad mon hun ikke tænkte? Han havde sagt at det skulle overståes og så have han nærmest taget hende på stedet. De trak vejret meget gispende. Så på hinanden.
" Det må du undskylde Sirena. Jeg lod hvis rive mig lidt for meget med. Undskyld. Jeg tænkte på en anden. Jeg håber ikke du vil hade mig for meget for det."
Det var en løgn. Han havde overhovedet ikke tænkt. Kun taget det han havde ønsket for så længe.
" Det okay. Jeg var ikke bedre selv. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg kan jo ikke engang lide dig. Jeg ved ikke, det var måske bare det at en dreng rent faktisk kyssede mig. Skal vi ikke bare glemme at det skete?"
Hans hjerte bristede. Blev knust. Hun kunne ikke lide ham. Og hun ville glemme det. Max vil aldrig glemme det. Aldrig nogensinde. Det var det mest dyrebareste øjeblik i hans liv. Så slog det ham. At en fyr rent faktisk kyssede mig. Havde hun aldrig blevet kysset?
" Var det dit første kys?"
Hun rødmede og kiggede flovt på ham.
Det smertede ham at se hende sådan og vide det var på grund af ham.
" Hvad havde du regnet med? At jeg vadede mig i drenge? Og hvad så hvis det er? Det gjorde det ikke mere forkert. Lad os nu bare se kampen videre og glemme at det overhovedet skete."
Han havde givet hende hendes første kys. Det gjorde ham mere lykkelig end det burde. Ingen havde haft hende. Og han ønskede at ingen nogensinde skulle få hende. Hvis bare han havde vidst det. Så havde han aldrig gået videre. Det skulle havde været noget specielt.
" Så må du undskylde hvis jeg var for hård. Jeg ville have været mere blidt, hvis jeg havde vidst det. Det er hermed glemt."
Max kiggede en sidste gang på Sirena og vendte så blikket mod kampen. Det glædede ham at det var hendes første kys. Så måtte det betyde at hun også var jomfru. Hvor han dog ønskede hun var så vild med ham at hun vil give sig hen til ham. Tænkt at have den ære at være hendes første. Han havde svært ved at koncentrere sig om kampen. Han kunne kun tænkte på kysset. Kampen sluttede. De fulgtes ad til parkeringspladsen. I dybt tavshed. Han så sin mor holde og vente. Det var så tid til at sige farvel. Desværre.
" Tak for i aften. Der er min mor. Jeg må gå. Bliver du hentet?"
"Det tror jeg ikke. Jeg fik ikke aftalt noget med min mor."
" Vil du have et lift?"
"Nej. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg tager bare bussen."
" Det er du ikke. Jeg vil have det meget bedre hvis jeg vidste du var kommet sikkert hjem. Desuden vil min mor skælde mig ud for bare at gå min vej."
Sirena smilede. " I så fald så vil jeg meget gerne have et lift. Du skal have tak."
Max smilede. Glad for at kunne tilbringe mere tid sammen med hende. De gik over til bilen. Han føltes sig som en lille dreng igen. Som for første gang skulle vise sin kæreste frem.
" Hej mor. Det her er Sirena. Hun har ikke nogen kørelejlighed, så jeg tilbød hende at vi kunne give hende et lift."
Hans mor smilede. " Hej Sirena. Jeg hedder Alyssa. Hop bare ind."
" Tak, mrs. Hannigan."
Hun hoppede ind. Han satte sig bagi. Bare for at være tættere på hende. Han vidste dog ikke hvad han skulle sige. Alt af mest havde han lyst til at råbe at han elskede hende, men det gik ikke. Han have ikke lyst til at ydmyge sig.
Hans mor snakkede med Sirena. Stillede hende spørgsmål. Hvor var han glad for at de kom godt ud af det med hinanden. De ankom til hendes hus.
" Tak for turen, mrs. Hannigan."
" Det var så lidt, min pige, men kald mig Lyssa."
Sirena smilede sit fantastiske smil. "Okay, tak Lyssa."
Max tog sin sele af.
" Nu skal jeg følge dig hen til døren."
De stig ud af bilen og gik op til hoveddøren. Hun kiggede på ham med sine fantastiske smukke grønne øjne.
" Tak for i aften. Du må undskylde hvis jeg var, ja hvad skal jeg kalde det, kold, men jeg bliver altid helt opslugt når jeg ser en kamp. Jeg glemmer alt om mig. Og tak fordi du fulgte mig hjem."
Hun bekymrede sig om hvordan hun havde behandler ham. Ingen af de piger han rendte med vil gøre det. Hun var helt klart guld værd. Den mand som fik hende var verdens heldigeste mand.
Max smilede. " Selv tak. Nej, det har været fantastisk. Og det var så lidt."
" Så må vi vel hellere sige godnat."
" Ja, det må vil vel. Godnat Siri. Og sov godt."
" Tak. I lige måde Max."
Han ville se hende gå ind af døren før han gik. Det var som om hun tøvede lidt. Pludselig lænede hun sig frem og gav han et hurtigt kys på munden. Undskyldte for det og skyndte sig ind.
Han tog sig til sine læber. Undskyld? Hun skulle ikke undskylde. Tværtimod var det fantastisk. Hun havde kysset ham frivilligt. Måske var der noget alligevel. Han gik tilbage til bilen. Hans mor smilede da han satte sig ind.
" Hun er en dejlig pige, Max"
Han kiggede på hans mor og så væk.
" Det ved jeg, mor."
" Jeg vidste ikke du skulle på en date."
" Det skulle jeg heller ikke."
" Men hun kyssede dig lige. Og du har aldrig ladet mig se en pige før. Er hun din kæreste?"
" Mor. Hold nu op. Nej, hun er ikke min kæreste. Vi er ikke engang venner."
" Men du kan lide hende. Ikke også skat?"
" Mor. Gider du ikke holde op med krydsforhøret. Hvad er det du vil høre. at jeg kan lide hende? Godt hvis du absolut skal vide det, så elsker jeg hende, men hun ser ikke til min side."
" Skat, skat. Du har meget at lære om kvinder. Når en pige opfører sig som Sirena lige har gjort, så er det fordi hun er forelsket i fyren."
Han blev såret. Hvis det bare var så vel." Så siger vi det, mor"
" Tro mig skat. Fortæl hende hvad du føler."
" Og gøre mig selv til grin?"
" Nej, men hvad har du at tabe?"
" Min værdighed."
" Jo, men hvis hun gengælder dine følelser, hvad vinder du så?"
" Det bedste der er sket i mit liv."
" Præcis. Så fortæl hvad du føler. Hvis det ikke er gengæld så ved du i det mindste. Så skal du ikke spekulerede på det."
" Du har ret mor. Jeg er bare bange for at skræmme hende væk."
" Det forstår jeg. Det er normal. Men man vinder intet ved ikke at tage nogle chancer."
Hans mor havde ret. Han havde alt at vinde, men intet at tabe. Ikke noget han allerede havde. Han have jo allerede indset at det ikke vil blive dem, så skulle hun sige nej, så ændrede det intet. Men skulle hun gengælde hans følelser vil han havde vundet alt hvad han ønsket sig i livet.
" Jeg gør det mor. Jeg fortæller hende sandheden."
"Hans mor smilede. " Godt min skat. Jeg krydser fingre for dig."
" Tak mor."

Facaden

2010-09-14T08:02:00.000-07:00

Jeg gemmer mig bag en facade.

Jeg smiler og ler

som om alt er i den fineste orden.

Men indvendigt

er det en helt anden sag.

Der er jeg ved at spænges op af sorg.

Det er over et år siden

jeg mistede dig,

Jeg ved at jeg burde være over dig nu.

For sandheden er jo

at vi ikke havde kendt

hinanden særlig længe.

Men alligevel er du den person

som jeg har elsket højest.

Når jeg er sammen med andre

lader jeg som jeg er den glade pige

som jeg altid har været.

Men når jeg er alene

så bryder jeg sammen

Jeg savner dig så meget.

Nogen gangen så er facaden

ved at krakelere.

Når de begynder at ville sætte

mig sammen med ander fyr.

For sandheden er jo

at jeg stadig elsker dig.

Så højt at det gør ondt.

Snart tror jeg at facaden ryger.

For jeg kan ikke holde ud

at være den glade pige

som burde være over dig

og havde fundet sig en nu.

Når sandheden er

at jeg græder indvendigt.

Når jeg vågner om morgenen

efter endnu en drøm om dig.

Så bryder min verden

endnu mere sammen.

For du vil jo aldrig blive min mere,

Jeg vil aldrig høre dig grine

se dig smile.

Jeg vil aldrig mærke dine hænder om mig.

Mærke dine læber mod mine.

Men når jeg så møder de andre

opfører jeg mig

som alt var ved det gamle.

Men kan snart ikke holde det ud.

Men vil det være i orden

at vise hvordan jeg virkelig føler?

Vise dem at sandheden er

at du betød alverden for mig.

Selvom vi ikke havde kendt

hinanden særlig længe.

Være din

2010-09-13T10:09:00.000-07:00

Jeg vågner op
badet i sved.
Efter endnu en drøm om dig.
Holder det ikke ud.
Hvorfor skal jeg dræmme om dig?
når jeg ikke kan få dig.
Kan ikke kommeover dig
hvis jeg bliver ved med at drømme om dig.
Hver gang bliver jeg skuffet.
Skuffet over at det vare var endnu en drøm.

Når jeg ser dig
rødmer jeg.
For drømmene er så livagtige
at jeg snart ikke kan se
hvad der er virkelighed eller drøm.
Hvorfor skal det være sådan?
Hvorfor kan det ikke bare være
virkelig eller ingenting.
Jeg vil have alt eller intet.
Ikke kun drømmene.
Drømmene gøre det bare
mere uuholdelig
ikke at være din.

Må jeg være din?

2010-09-13T10:04:00.000-07:00

Du er dråben
der får bægret til at flyde over.
Du er det sidste søm
til ens kiste,
Du er alt det
man skal holde sig væk fra.
Den person
man burde løbe skrigende bort fra.
Men alligevel
føler jeg mig fascineret af dig.
Draget imod dig
som en flue om en lort.
Kan ikke holde mig væk
selvom jeg ved jeg burde.

Det bliver sikkert min død
at være sammen med dig.
Men jeg var allerede død
sa jeg mødte dig.
Jeg ved ikke hvad det er
men jeg kan ikke tænkte på andre end dig.

Jeg er villig
til at risikere mit liv for dig,
VIl du tage imod mit hjerte?
Vil du lade mig være din?
Vil du lave mig risikere det?
For et liv sammen.
Vil du respektere mig nok til
at lade mig traffe mine egne valg?

Hvem er jeg?

2010-09-13T09:59:00.000-07:00

" Hvad hedder du?"
er en af de mest stillede spørgsmål.
Jeg ved det ikke.
Er ikke engang sikker på jeg eksisterer.
Jeg lever i skyggen.
Jeg er skyggen.

Jef ved ikke om jeg har en sjæl.
Jeg føler ingenting.
Jeg er kun en tom skal.

Jeg går i mængden.
Men ingen ser mig.
Ingen lægger mærke til mig.
Er jeg overhovedet i live?
Nogle gange kan jeg blive i tvivl.
Hvordan ved man overhovet om man er i live?
fFrdi man føler noget? kan føle, se?
Jeg kan ingen af delene.
Er jeg så død eller bare følelseløs?
Hvem kan fortælle mig det?
Når ingen ser eller lægger mærke til mig.

sand kærlighed

2010-09-13T09:54:00.000-07:00

Hun har en følelse i sig

som vokser og vokser.

Den er så stærk og ugribelig.

Hun ved ikke hvad hun skal gøre med det.

Hun har aldrig følt sådan før.

Han kan ikke tænkte klart.

Det eneste hun vil

er at være sammen med ham.

Se på ham.

Et enkelt blik fra ham

og hun bliver så forfjamsket

og aner ikke hvad hun skal gøre af sig selv.

Et lille smil

og hun er ved at besvime af lykke.

Hun elsker ham højere end livet.

Men hvad føler han?

Nogle gange tror hun han føler det samme.

Nogle gange er hun i tvivl

om han overhovedet ved hun eksisterer.

Hun vil ønske hun vidste hvad han følte.

For hun er sikker på at hun føler

er sand kærlighed.

De to sammen

vil være det stærkeste på jorden.

Ingenting vil nogensinde

kunne skille dem ad.

Det vil være dem for evig tid

og selv efter det.

For den kærlighed

hun føler,

er en kærlighed der vil være

for evig og altid.

Selv efter døden vil hun stadig elske ham

højere end lvet.

Hun vil gå gennem ild og vand for ham.

Hun vil gøre hvad som helst

for at være sammen med ham.

Soulmates

2010-09-13T09:45:00.000-07:00

Jeg drømmer om dig hver nat.

Men har aldrig mødt dig.

Jeg ved det er min skæbne

at være din til min sjæl slukker.

At dele en kærlighed så dyb og ren

som det pureste guld.

Jeg lever for natten

hvor jeg kan være sammen med dig.

Registreger ikke dagen.

Går bare rundt og tænper på

hvornår jeg kan sove og møde dig igen.

Jeg har kun den ene drøm.

Jeg går gennem skoven

i en lang hvid kjole, bare fødder

og håret hængende som lokker rundt om hovedet.

Føler mig draget til at gå gennem skoven

og dér.

Som et lyn fra himlen

står du foran mig.

Jeg ved det er meningen jeg skulle finde dig.

Lige dér og nu.

Men hvornår er nu?

Jeg går imod dig.

Men lige når jeg er ved

at få dit navn

vågner jeg.

Endnu mere i sorg

end da jeg gik i seng.

Jeg går rundt

som en sjælløs krop.

Min sjæl er fløjet væk

hen til dig.

Hvorend du nu er.

Jeg savner dig så indædt

at man skulle tro det var løgn.

dagene bliver mere og mere uuholdelige.

Jeg kan snart ikke kalre mer.

Hvis jeg ikke snart møder dig

så ved jeg ikke hvordan

jeg skal leve.

Kan du ikke snart komme til mig?

Komme og give mit liv mening igen.

For uden dig kan jeg ikke se en mening med livet.

Mistet dig

2010-09-13T09:34:00.000-07:00

Mit bryst er hult

er stort tomhed

opslugt af sorg.

Mit hjerte er flået i tusinde af stykker

af smertens lange fingre.

Hvorfor skulle jeg miste dig?

Hvorfor skulle du tages væk fra denne jord?

Jeg elskede dig overalt på jorden.

Vi var to mennesker, én sjæl.

Jeg går bare rundt

helt tom indvendigt.

Alt hvad jeg havde at leve for er væk.

Væk for altid.

Jeg vil så gerne

være sammen med dig.

Så meget

at jeg overvejer at køre dig i møde.

Vil du ikke nok komme tilbage

Jeg vil gøre hvad som helst

for at få dig tilbage.

Jeg tror aldrig mit liv

vil blive det samme uden dig.

Næsten alt

minder mig om dig.

Og hver gang

er det som glasskår i hjertet.

Kan jeg nogensinde få dig? kap.4 - skoleprojektet

2010-09-13T09:28:00.000-07:00

Sirena sad i sin egen lille verden. Hun havde samfundsfag, men hørte ikke rigtig efter. Hun kunne ikke koncentrere sig. Sad bare og stirrede på Max. Hun var faldet pladask for ham, men hvorfor lige ham? Hvorfor kunne hun ikke bare falde for en hvor hun rent faktisk havde en chance.
Hvis bare hun kunne få en mulighed for at være sammen med ham, kunne han måske se at hun eksisterede.
" Hvad er mikroøkonomi som mr. Greenberg har skrevet på tavlen og hvorfor har han taget en hat frem? Jeg skal virkelig lære at høre med i timerne." tænkte Sirena.
Mr. Greenberg forklarede opgaven, samtidigt med at han skrev navne og lagde nede i hatten. De skulle være sammen to og to, bestemt ved lodtrækning. Når grupperne var dannet fik hver gruppe tildelt en bestemt type familie og de skulle så prøve at lave en indtægt og udtægtplan for et helt år.
Nu skulle Max trække. Sirena holdt spændt vejret og håbede bare at han vil trække hende. Max læste op af sedlen.
" Sirena Ca-stel-la"
Sirena udstødte et irriteret suk. " Det udtales Ca-stel-ja."
Hun smilede indvendigt da Max så flov ud. Indeni var hun jubel lykkelig. Den bedste mulighed for at være alene med ham, og så skulle de lege familie. Det kunne ikke være bedre. De skulle spille en sygeplejerske og tømrer med to piger og en dreng.

* * *

Max sad og havde samfundsfag. Han hadede faget, men elskede at Sirena gik der. Det var så skønt at kunne være i rum med hende og sidde og kigge på hende, når hun ikke opdagede det. Oppe ved tavlen ævlede mr. Greenberg om økonomi og ansvar. Max hørte kun efter med et halvt øre. Hans tanker var på en rødhåret pige med de mest fantastiske grønne øjne. Hvis bare han kunne tale med hende. Så kunne han måske få hende til at kunne lide ham, måske endda forelske sig i ham. Men til hvilken nytte? Hvad ville drengene ikke sige? At han kom sammen med Sirena. En upopulær og tilmed grim. Ikke fordi han synes det, men i andres øjne. Men hans følelser for hende kunne han heller ikke glemme. Han smugkiggede på hende igen. Hun så helt fortabt ud i sin egen lille verden. Hvad mon hun tænkte på`

" Nårh. Vi skal åbenbart havde noget om mikroøkonomi. Være sammen to og to. Årh, kære Gud. Please, lad mig blive partner med Sirena." tænkte Max.

Hatten gik på omgang og han hørte til sin egen lykke ikke hans eller Sirenas navn blive råbt op. Nu blev det hans tur. Årh, lad mig nu trække Sirenas navn. Han tog en seddel og åbnede den. Han var ved at råbe af lykke da han så navnet. Han læste det op, men havde lidt problemer med efternavnet.

" Sirena Ca-stel-la." Han hørte et irriteret suk fra Sirena. " Det udtales Ca-stel-ja."

Han blev flov. Endelig snakkede hun til ham og så var det for at rette ham. Og hun lød irriteret over at hun var endt med ham. Hans lykke blev straks vendt til sorg. Hans udkårne hadede ham. Måske var det også til det bedst. Han måtte bare få det bedste ud af det og for guds skyld ikke røbe hans følelser.

* * *

Der var gået fire uger siden de fik opgaven. De havde ikke fået lavet meget og opgaven skulle afleveres i morgen. De havde travl. Det vidste hun. men alligevel kunne Sirena ikke få sig selv til at kontakte Max. Hun stod ved hendes skab og var ved at bytte bøger, da Max pludselig stod ved siden af hende. Hendes hjerte begyndte at hamre. Hun vidste ikke hvor hun skulle kigge hen. Max smilede til hende og sagde hej.

" Hej." Hun rynkede på panden. " Hvad laver du her?"

" Tja. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle få fat i dig. Jeg vil bare snakke med dig om samfundsopgaven. Vi mangler jo en del og den skal afleveres i morgen. Så jeg tænkte på at vi jo har undersøgt det meste, så vi kunne tage hjem til en af os og lave den færdig. Den tæller jo for en tredjedel af årskarakteren. Så hvad siger du til det?"

Sirena blev skuffet over at han bare ville tale om opgaven, men alligevel. De manglede jo en del, så det vil nok tage hele dagen.

" Jo, det lyder som en god idé. Vi er jo nødt til at lave den færdig. Jeg tror jeg bor tættest på, så det vil nok være nemmest at tage hjem til mig."

" Jo, lad os bare gøre det. Har du bil?"

" Nej, jeg plejer at tage bussen, nogle gange cyklen."

" Super, så lad os mødes ved min efter skoletid. Aftale?"

" Aftale."

Resten af skoletiden tænkte Sirena kun på det tidspunkt hvor hun skulle være sammen med Max.

* * *

De skulle aflevere opgaven i morgen og de manglede stadig en del. Den perfekte undskyldning for at opsøge hende og være sammen med hende i dag. Opgaven talte jo for en tredjedel af årskarakteren. Han vil prøve at finde hende ved hendes skab. Da han nærmede sig skabet begyndte hans hjerte at galopere af sted. Han måtte tage en dyb indånding for at få styr på sig selv. Han gik over til hende. Smilede til hende og sagde hej.

" Hej." Hun rynkede på panden. " Hvad laver du her?"

Ja, hvad lavede han her? Det vidste han ikke engang selv. En del af ham vil sige det kun var for opgaven, mens den anden del vil sige for at se hende. Se hende smile. Kun på den måde hun kunne gøre det.

" Tja. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle få fat i dig. Jeg vil bare snakke med dig op samfundsopgaven. Vi mangler jo en del og den skal afleveres i morgen. Så jeg tænkte på at vi jo har undersøgt det meste, så vi kunne tage hjem til an af os og lave den færdig. Den tæller jo for en tredjedel af årskarakteren. Så hvad siger du til det?"

Please, lad hende nu sige ja. En hel dag med hende vil bare være så fantastisk.

" Jo, det lyder som en god idé. Vi er jo nødt til at lave den færdig. Jeg tror jeg bor tættest på, så det vil nok være nemmest at tage hjem til mig."
YES. Hun foreslog hos hende. Det kunne ikke være bedre. Tænkt at få en mulighed for at se hendes værelse.

" Jo, lad os bare gøre det. Har du bil?"
" Nej, jeg plejer at tage bussen, nogle gange cyklen."
" Super, så lad os mødes ved min efter skoletid. Aftale?"
" Aftale."
Fedt. han fik lov til at tilbringe en dag med hende. Hvor han dog glædede sig til at skolen var færdig.

* * *

Det ringede ud. Skolen var færdig for i dag. Sirena gik over til sit skab og fandt hvad hun skulle bruge.

Hun tog en dyb indånding og gik mod parkeringspladsen. Hvor var hun nervøs. Hvorfor føltes det som en date, når de bare skulle lave på en opgave? Men tanken om at tilbringe en hel dag med Max var ved at gøre hende helt svimmel. Hun åbnede døren og kiggede sig omkring. Hvilken bil kunne være hans? Pludselig fik hun øje på ham. Han så hende og vinkede. Hendes hjerte slog smut. Hvordan skulle hun klare der her vidste hun ikke. Hun gik hen til ham.

" Hej."

" Hej Sirena. Hop ind." Han åbnede bildøren for hende.

" Tak." Hun smilede og satte sig ind. Han gik udenom og hoppede ind. Et minut efter var de på vej hjem til hende. Hun forklarede ham vejen. Hun kunne ikke lade være med at smugkigge på ham. Hun kunne ikke fatte at hun sad i hans bil. De ankom til hendes hjem.

* * *

De havde fået lidt før fri. Max's venner havde spurgt om han ville med over i parken. Han havde takket nej. Sagt at han desværre var nødt til at tilbringe dagen med at lave resten af samfundsopgaven. De havde sagt stakkels ham, at skulle tilbringe en hel dag med Sirena. De skulle bare vide at han faktisk så frem til det.

Nu stod han ved hans bil og ventede på hende. Hvor var han nervøs. Det vil blive en stor prøvelse at være sammen med hende en hel dag uden at komme til at kysse hende, når det var det eneste han havde lyst til.

Nu kom hun ud af døren. Hun fik øje på ham. Han smilede og vinkede til hende. Han kunne simpelthen ikke lade være.

" Hej."

" Hej Sirena. Hop ind." Han åbnede døren for hende.

" Tak." Hun smilede og satte sig ind.

Max gik udenom og hoppede ind i bilen. Et minut efter var de på vej hjem til Sirena. Hun forklarede ham vejen. Han kunne ikke lade være med at sidde og betragte hende. Hun sad i hans bil og han var på vej hjem til hende! Godt nok for at lave en opgave, men det var bedre end ingenting. De ankom til hendes hjem.

* * *

" Hej mor, så er jeg hjemme." råbte Sirena da hun kom ind af døren.

" Hej skat." Moderen kom ud fra stuen. Hun kiggede undrende på Max. " Og hvem er han?"

" Mor, det her er Max. Max, det her er min mor Carella."

" Hej Max."

" Hej mrs. Castella." De gav hinanden hånden.

" Max og jeg arbejder på en opgave sammen. Vi må hellere komme i gang."

De gik op på hendes værelse. " Det er så mit værelse. Vi kan sidde på sengen eller gulvet."

"Okay, sengen lyder godt."

Han kiggede rundt og studerede værelset. De fandt tingene om opgaven og satte sig på sengen overfor hinanden.

" Nå, det første der vil være bedst at få på plads må være hvor vi skal bo. Hmm, hvor lagde vi papirerne om det?" sagde Sirena.

" Ehm. Godt spørgsmål. Jeg synes lige jeg har set det."

De rodede deres papirer igennem. Max fandt det og satte sig ved siden af hende.

" Nå, lad os komme i gang. Vi er sygerplejerske og tømrer med tre børn. Så vi må have et billigt sted med mindst tre soveværelser. Så må pigerne dele værelse. Rigtig? Eller er jeg helt galt på den?"

Sirena var vildt glad over at han tog det seriøst og rent faktisk tænkte over det som var de faktisk det. Det var som om de rent faktisk var sammen. Hendes hjerte blødte. Det ville jo aldrig ske. Det føltes som at få salt i såret. Det var slemt nok at hun aldrig vil få ham, men at sidde her og lade som om det var det, føltes som et slag i maven. Det føltes så virkeligt. Det var alt for smertelig at se hvordan de vil være sammen.

" Det lyder godt. Rigtigt godt faktisk. Er helt enig. "

Han smilede stort. " Fantastisk. Så lad os kigge på det."

De sad og lavede på opgaven. Satte sig ind i deres roller som ægtepar med børn. Lidt for godt synes Sirena. Det føltes alt for virkelig. Ind i mellem rørte deres knæ eller arme hinanden. Det føltes som ild til hendes forvejen bål. Hun havde svært ved at koncentrere sig. Det eneste hun kunne tænke på var hvordan det ville føles at læne sig frem og kysse ham. Når deres knæ eller arme rørte hinanden var det lige ved at gøre det af med hende. Så var hun så tæt på at smide fornuften og bare kaste sig over ham. Tilbyde sig selv. Fortælle ham sine følelser. Men så tog fornuften over igen. Hun ville ikke gøre sig selv til grin ved at fortælle det hele. Hun smugkiggede på ham. Hvorfor skulle han også være så dejlig, Hvorfor kunne han ikke bare være et dumt svin som alle de andre. Det vil være så meget nemmere. Det bankede på døren. Hendes mor kom ind.

" Hej skat. Jeg vil bare høre om Max skal spise med?"

Årh, hvor vil det være skønt. Gad vide hvad Max tænker om det. Om han helst ville have det her overstået og komme over til sine venner?

" Ehm. Det ved jeg ikke mor. Hvad siger du, Max?"

Han smilede." Jo tak, mrs. Castella. Det vil jeg gerne. Vi mangler jo stadig en del, så vi når nok ikke rigtig at blive færdig forløbelig."

" Så vil jeg ikke forstyrre længere. Jeg kalder når der er mad."

" Okay mor." Hendes mor lukkede døren igen.

Max smilede igen. Sirena smeltede helt indvendigt. Hans smil var så fantastisk. Man følte altid at han så en, at man var den eneste i hans verden. Man følte sig helt specielt.

" Hvad siger du til at holde en pause indtil der er mad og så begynde igen bagefter. Vi har jo arbejdet længe nu. Jeg så I havde en pool i haven. Skal vi ikke hoppe i en tur?"

Åh nej. Hvorfor vil han også det. Så ville han jo se hendes krop. Det vil helt sikkert gøre ham helt uinteresseret. Hvis han så hendes krop, vil han helt sikkert aldrig komme til at kunne lide hende. Men på den anden side, så vil han være i bar overkrop. Hvornår vil hun nogensinde få den chance igen? Og en pause vil faktisk være skønt. Hun smilede.

" Det lyder faktisk skønt med en svømmetur."

" Skønt. Du vil vel gerne have lov at klæde om i fred. Så er det okay at jeg bare smutter ned til poolen og venter på dig der?"

" Jo. Tak. Det er en rigtig god idé. Så ses vi dernede."
" Jep." Han rejste sig fra sengen og gik derned.

* * *

De gik ind af døren. Sirena råbte hej til sin mor og hun kom frem og sagde hej til hende. Derefter spurgte hun hvem han var.

" Mor, der her er Max. Max, der her er min mor Carella."

Max tog hendes hånd.

" Hej Max."

" Hej mrs. Castella."

Han kunne godt se hvor Sirena havde sin skønhed fra. Eller hendes form for skønhed. Han stod og studerede moderen og Sirena. Prøvede at se ligheder. Imens forklarede hun hvorfor han var der. Kun på grund af den opgave. Hvor ville han ønske det var fordi han skulle hente hende til deres date. Desværre var det ikke sådan. De gik op på hendes værelse.
" Det er så mit værelse. Vi kan sidde på sengen eller gulvet."
Sidde sammen på hendes seng. Hvor lød det skønt. Han kiggede på sengen. Pludselig dukkede der helt andre billeder op. Dem ligge og kæle og kysse. Dem, langsomt tage deres tøj af. Han skyndte sig at kigge væk.
" Okay. Sengen lyder godt."
Max kiggede sig omkring. Kunne ikke fatte at han var på Sirenas værelse. Hvis bare det på grund af noget andet end den opgave. De fandt tingene frem om opgaven og satte sig over for hinanden på sengen.
" Nå, det første der vil være bedst at få på plads må være hvor vi skal bo. Hmm, hvor lagde vi papirerne om det?"
" Ehm. Godt spørgsmål. Jeg synes lige jeg har set det."
De ryddede papirerne igennem. Han fandt det og satte sig ned ved siden af hende. Kun for at være tæt på hende. Han var ked af at hun satte i gang med det samme. Hun må ønske at blive hurtig færdig og slippe for mig. Det smertede ham meget.
" Nå, lad os komme i gang. Vi er sygerplejerske og tømrer med tre børn. Så vi må have et billigt sted med mindst tre soveværelser. Så må pigerne dele værelse. Rigtig? Eller er jeg helt galt på den?"
" Det lyder godt. Rigtigt godt faktisk. Er helt enig. "
Han smilede stort. Hun var enig med ham. Synes det lød som en god idé. Det lød som om hun mente det som hans kone. Hans kone! Hvor lød det godt. Gid det var sådan. De sad og lavede på opgaven. Satte sig ind i rollen som ægtepar. Hvilket ikke var svært for Max. Han kunne se det for sig. Hvordan det vil være at være hendes mand. Han sad og kiggede sjålent på hende en gang i mellem. Hvor havde han lyst til at kysse hende. Det var bare ikke en god idé. Det ville komplicere tingene alt for meget, men hvorfor skulle han så anstrenge sig så meget for at lade være. Hun var jo heller ikke interesset i ham. Hun vil helt sikkert pande ham en hvis han prøvede. Men hvorfor tænkte han overhovedet på det? De skulle jo ikke kysse, bare lave opgaven færdig og helst så hurtigt som muligt. Han vidste ikke hvor lang tid han kunne holde ud at være tæt på hende uden at kunne gøre noget. Han lod med vilje deres knæ eller arme røre hinanden tilfældigt. Bare for at kunne røre ved hende. Hver gang føltes det som en brand. Gjorde de forkerte billeder mere tydelige og mere uuholdelige at være tæt på Sirena. Sad de her alt for længe var han bange for at de ting han tænkte på ville kunne ses. Han blev reddet af gongon'en. Det bankede på døren og Sirenas mor kom ind.
" Hej skat. Jeg vil bare høre om Max skal spise med?"
Årh, bare hun siger ja. Det vil være så dejligt. Men ville hun overhovedet have det. Måske vil hun bare havde det overstået hurtigst muligt.
" Ehm. Det ved jeg ikke mor. Hvad siger du, Max?"
JA! tænkte han, men nøjedes med at smile og sige;" Jo tak, mrs. Castella. Det vil jeg gerne. Vi mangler jo stadig en del, så vi når nok ikke rigtig at blive færdig forløbelig."
" Så vil jeg ikke forstyrre længere. Jeg kalder når der er mad."
" Okay mor."
Max var ved at køre træt i den opgave. Det var dejligt at lade som om, men også hårdt at vide at det aldrig ville blive sådan. Det vil jo aldrig blive dem. Han huskede han havde set en pool. Hvor ville det være dejligt med en svømmetur og så samtidigt kunne se Sirena i bikini. Et billede han ikke kunne slippe. Han smilede.
" Hvad siger du til at holde en pause indtil der er mad og så begynde igen bagefter. Vi har jo arbejdet længe nu. Jeg så I havde en pool i haven. Skal vi ikke hoppe i en tur?"
Please, sig nu ja. Han vil nok aldrig få denne mulighed igen.
" Det lyder faktisk skønt med en svømmetur."
JA. Hun sagde JA! Indvendigt var Max ved at springe af glæde.
" Skønt. Du vil vel gerne have lov at klæde om i fred. Så er det okay at jeg bare smutter ned til poolen og venter på dig der?"
" Jo. Tak. Det er en rigtig god idé. Så ses vi dernede."
" Jep."
Han rejste sig fra sengen og gik ned til poolen. Hvor han glædede sig til at se hende i bikini og forhåbelig få mulighed for at røre ved hende.

* * *

Sirena stod og kiggede på sin bikini. Hun havde haft den så længe. Det var en hun havde fået af sin mor. Hun havde aldrig haft den på. Så skulle hun jo vise sin krop til folk og det havde hun ikke lyst til. Nu skulle Max se hendes krop. Hvorfor havde hun dog sagt ja til det her? Hun havde virkelig ikke lyst til at han skulle se hendes krop. Hun vidste det var dødsstødet. Han ville helt sikkert ikke have noget med hende at gøre når han så hende i bikini. Hun tog den på og fandt nogle håndklæder. Hun gik ned til sin mor.

" Hvor er du fin, lille skat"

" Moar. Lad nu være. Jeg ved godt jeg ikke har en pæn krop. Vi tager en pause i poolen. Så kan du ikke komme derhen når der er mad."

" Selvfølgelig, skat. Han er en flot fyr, ham Max. Du kan godt lide ham, ikke også skat?"

" Moar, altså. Jeg kan rigtig godt lide ham. Jeg elsker ham faktisk. Men det er ligemeget. Han kan ikke lide mig."

" Årh, din første forelskelse. Der tager du fejl. Han kan lide dig. Ellers have han ikke sagt ja til at spise med og jeg tror heller ikke han så vil have dig med ned og svømme i poolen."

" Moar. Lad nu være med at sige sådan en løgn. Han er bare høflig fordi den tæller så meget. Nå, men jeg vil komme derud."

" Okay skat. Et godt råd. Tag dine briller af og løs din elastik. Så vil han helt klart falde for dig."

" Ja sikkert, mor." Hun rullede med øjnene.

Sirena gik ud til poolen iført et håndklæde rundt om sig. Hun vil skjule sin krop så længe hun kunne. Max sad ved poolen kun iført sine underbukser. Hun var ved at besvime. Wow, hvor havde han en flot krop. Alt for flot. Hvor havde hun lyst til at føle på de muskler. Nu skammede hun sig endnu mere over sin krop, Hendes krop var jo grim, slet ikke i nærheden af hans. Han kiggede på hende, da hun kom derover.

" Hvorfor har du håndklæde på?"

Hun rødmede. " Jeg har ikke nogen pæn krop. Vil du ikke være sød at vende dig om imens jeg hopper i poolen?" Hun kiggede flovt på ham og kiggede hurtigt væk.

" Hvis du har det sådan, så skal jeg nok kigge væk."

" Tak."

Han vendte sig om. Hun skyndte sig at hoppe i. Han vendte sig om igen og lavede en bombe. Han kom kom op til overfladen.

" Hvor er det skønt med en dukkert. Synes du ikke?"

" Jo." sagde hun uden at kigge på ham. Var alt for bevidst om hans krop.

Han svømmede over til hende.

" Hvorfor tager du ikke brillerne af? Er de ikke irriterende at have på i vand."

" Jeg er bare så vant til at have dem på. Jeg føler mig nøgen uden dem. Jeg kan dog se nogenlunde uden dem."

Max tog hendes briller af. " Meget bedre. Det klæder dig uden dem."

Sirena storrødmede. " Tak. Vil du ikke nok give mig dem igen?"

Han rystede på hovedet og svømmede over og lagde brillerne på kanten og kom tilbage.

" En ting mere. Hvorfor går du altid med håret sat op i en knold?"

Hun smilede." Jeg hader mit hår. Det er så stort og langt. Det føles mere behageligt at have det oppe."

Han tog sin hånd op til hendes hår. Sirenas hjerte hamrede af sted. Han tog fat i elastikken og trak den ud af hendes hår. Hendes hår faldt som røde lokker ned af hendes ryg. Hun skyndte sig under vandet. Bange for at han skulle se hende. Bange for det han gjorde. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor opførte han sådan? Som om han have lyst til at se hende. Nej, han ville vel se hvor grim hun virkelig var. Så han kunne fortælle sine venner det. Hvorfor havde hun ladet ham gøre det. Hvorfor var hun så dum? Håbede hun inderst inde at hendes mor havde ret. At hun var køn og han ville falde for hende. Nej, det var et dumt ønske. Hun dukkede op til overfladen igen. I mens havde Max lagt hendes hårelastik ved siden af brillerne. Han smilede da han så hende.

" Meget bedre. Hvem havde troet at der gemte sig sådan et hår bag den knold. Du skulle overveje at gå klædt sådan her."

Igen rødmede hun. Mente han virkelig det. Ah, nu vidste hun det. Hun var så grim at alle vil grine af hende. Det var helt sikkert det.

" Mener du virkelig det.?"

Han nikkede. " Helt sikker."

Han dukkede og kom op til overfladen i den anden ende. Dykkede igen. Der gik et minut. Han var ikke kommet op. Hun begyndte at blive bange.

" Aaaaaaaaaaaaaaarrrrggg."

Hun mærkede noget på sine ben. Max kom storgrinende op til overfladen.

" Din, din..."

" Årh, slap nu af. Det var bare for sjovt."

" For sjovt. Er du klar over hvor bange jeg blev?"

" Årh, der skete jo ikke noget. " Han smilede og plaskede vand på hende.

" Åh, du skal få når jeg får fat på dig,"

Hun satte af efter ham. Han grinede og begyndte at løbe. Han "løb" op af poolen og videre. Hun løb efter ham. Imens han løb kiggede han tilbage. Hun blev flov. Han kunne se hendes krop nu. Max snublede og faldt. Hun grinede. Hun kom over til ham. Kiggede ned på ham. Han tog opgivende sine hænder op.

" Okay. Jeg overgiver mig. Gider du at hjælpe mig?"

" Hvis du siger undskyld."

" Okay. Undskyld. Undskyld at jeg gjorde dig bange."

Han rakte sin hånd op. Hun tog imod den. Han hev i hendes arm så hun faldt. Faldt ovenpå ham. Nu lå de krop mod krop. Hun kunne mærke hver en centimeter af hans krop. Det var ved at gøre det af med hende.

" Din, din.... Du snød mig."

Han smilede igen." Undskyld. Kunne ikke lade være,"

Hun begyndte at slå på hans bryst. Han greb fat i dem.

" Næ, du kan tro nej, miss"

" Slip mig." Sirena prøvede at hive sig fri.

" Så du kan slå mig igen. Næ du kan tro nej."

Han lagde sine hænder op over hovedet, så nu lå deres ansigter lige op af hinanden.

" Slip mig så eller jeg sparker dig i skridtet."

" Du kan tro nej." Han tog sine ben og lagde dem over hendes så han holdte hende fast. Han rullede rundt. Brugte sin vægt til at holde hende fast. Hun vred sig for at komme fri. Det hjalp ikke. Han var simpelthen for stærk. At mærke hans krop mod sin gav hende nogle alt for livagtige billeder. Billeder hun ikke burde have. Hun havde for første gang nogensinde lyst til at miste sin mødom.

" Slip mig."

" Ikke lade tale om, Siri. Tror du jeg har lyst til at miste mine ædle dele?"

En dristig tanke fik hende til at læne sig frem mod ham. De kiggede hinanden i øjnene. Han lænede sig også lidt frem eller var det bare hendes fantasi? De nærmede sig hinanden. Hvor føltes det som hendes drøm. Det har var bar ikke en drøm og de ville heller ikke kysse. Lige inden deres ansiger mødtes flyttede hun det opad og bed ham i næsen. Han gav et spjæt fra sig. Nok overrasket over hvad hun havde gjort.

" Av for satan da også." Han slap hendes hænder og satte sig op. Tog sig til næsen.

Sirena så sit snit og fik ham væltet af sig og fik ham igen holdt fast. Hun storsmilede. Lykkelig over hvad hun havde gjort.

" Det var et fejt trick."

" I krig og kærlighed gælder alle kneb."

" Okay, okay. " Han tog sine hænder opgivende fremad. " Jeg overgiver mig."

Pludselig kom hun i tanke om at hun kun havde bikini på. Flov over sin krop skyndte hun at rejste sig op.

" Vi må heller komme ind. Vi skal nok snart spise og jeg vil i hvert fald gerne tørre mig inde."

Hun gik over til sine briller og flygtede ind i huset. Hun havde været alt for tæt på at gøre noget dumt. Overgive sig til sine følelser og gøre det hun allermest havde lyst til. Nemlig at kysse ham og måske endda gå et skridt længere. Ikke godt. Alt andet end godt. Men havde der ikke et lille øjeblik hvor Max også ville havde gjort det eller var hun bare så forelsket at hendes hjerne spillede hende et puds? Det var sikkert hendes hjerne. Hun stod på sit værelse og gjorde sig klar til middagen. Det ville blive et helvede. Hun synes det var blevet alt for intimt imellem dem. Hun måtte tage sig sammen.

* * *

Max havde smuttet ned til poolen. Glad for at det have lykkedes ham at få hende lokket med. Han havde taget sit tøj af og sad nu og ventede på Sirena. Der var hun! Hun kom gående med et håndklæde over sig. Hvorfor gjorde hun det? Var hendes krop da så forfærdelig eller var det ham der var noget galt med? Var han ikke god nok til at se hendes krop? Kold var det jo ikke. Han kiggede på hende da hun kom hen til ham. Han MÅTTE vide hvorfor håndklædet var på.

" Hvorfor har du håndklæde på?"

Hun rødmede. Hvor så hun dog fantastisk ud når hun rødmede.

" Jeg har ikke nogen pæn krop. Vil du ikke være sød at vende dig om imens jeg hopper i poolen?" Hun kiggede flovt på ham og kiggede hurtigt væk.

Årh, han fik helt ondt af hende. Og glad over at hun alligevel havde sagt ja. Selvom han ønskede helt vild at se hende i bikini, respekterede han også hendes ønske.

" Hvis du har det sådan, så skal jeg nok kigge væk."
" Tak."
Max vendte sig om. Han hørte et plask, der fortalte ham at hun var kommet i poolen. Han vendte sig om igen og sprang i ved at lave bomben. Dukkede op til overfladen.
" Hvor er det skønt med en dukkert. Synes du ikke?"
" Jo" sagde hun uden at kigge på ham.
Max fik en stor trang til at se hende rigtig. Uden briller og håret ned. Uden at tænke sig om svømmede han over til hende.
Hvorfor tager du ikke brillerne af? Er de ikke irriterende at have på i vand."
" Jeg er bare så vant til at have dem på. Jeg føler mig nøgen uden dem. Jeg kan dog se nogenlunde uden dem."
Uden at tænke sig om tog Max hendes briller af. Han blev mundlam. Hun var jo pæn uden briller. Han fik en stor trang til at slå håret ned.
" Meget bedre. Det klæder dig uden dem."
Sirena storrødmede. " Tak. Vil du ikke nok give mig dem igen?"
Ikke lade tale om. Han rystede på hovedet. Nu havde han endelig nået lidt under hendes mur. Han svømmede over og lagde hendes briller på kanten og kom tilbage til Sirena.
" En ting mere. Hvorfor går du altid med håret sat op i en knold?"
Hun smilede. Igen blev han helt varm. Et smil fra hende var nok til at redde hans dag.
" Jeg hader mit hår. Det er så stort og langt. Det føles mere behageligt at have det oppe."
Han vidste det var dumt. Men han ville bare så gerne se hende. Se hendes hår som det var. Han tog hånden op til hendes hår. Han tog fat om elastikken og trak den ud af hendes hår. Selvom det var vådt røg det ned af hendes hår som røde lokker. Det kom helt bag på ham. Hvem ville have troet at der gemte sig en skønhed bag de briller og knold. Han var helt mundlam. Hun dykkede ned i vandet. Godt. Han måtte lige sunde sig. Han svømmede over og lagde elastikken ved brillerne. Hvorfor havde han gjort det? Han havde været uforsigt et øjeblik. Han skulle ikke vise hvad han følte eller havde lyst til. Hun dukkede op igen. Han smilede til hende. Kunne simpelthen ikke lade være. Det her var et øjeblik. Et sjældent øjeblik. De var alene. Sænket deres parader. De var her jo alene. Hvorfor kunne han så ikke bare være sig selv? Lade være med at være forsigtig. Hvornår vil de ellers have et øjeblik for dem selv.
" Meget bedre. Hvem havde troet at der gemte sig sådan et hår bag den knold. Du skulle overveje at gå klædt sådan her."
Hun rødmede igen." Mener du virkelig det.?"
Max nikkede. " Helt sikker."
Han dykkede og svømmede over til den anden side. Han fortrød allerede at han havde sagt det. Hun må da snart opdage hans følelser. Hvor mange drenge giver piger komplimenter hvis de ikke vil score hende? Han dukkede op for lige at få vejret og dykkede så igen. Han begyndte at svømme mod Sirena. Nu kunne han se hendes ben. Hold kæft nogle ben! Hun havde ben som en model. Han studerede dem herfra. Kunne ikke tage øjnene fra dem. Hun blev ved med at forbløffe ham. Han måtte røre ved dem. Nu rørte han ved dem. Wow. Han hørte et skrig, Han dukkede grinende op.
" Din, din.."
" Årh, slap nu af. Det var bare for sjov."
" For sjovt. Er du klar over hvor bange jeg blev?"
" Årh, der skete jo ikke noget. " Han smilede og plaskede vand på hende.
" Åh, du skal få når jeg får fat på dig."
Sirena satte af efter ham. Han grinede og begyndte at løbe. Hvor var hun sød og smuk når hun var vred. Han "løb" op af poolen og videre. Hun løb efter ham. Han kiggede bagefter imens han løb. Måtte se hendes krop. Nu havde han muligheden for det. Synet der mødte ham lamslåede ham. Hun havde den smukkeste krop han nogensinde havde set. Som en supermodel bare med de helt rigtige former. Hun var jo en skønhed. En gudinde. Hun ville kunne få hvilken som helst fyr hun ville. Han forstod ikke hvorfor hun skjulte sin krop. Sin skønhed. Hvad havde gjort at hun havde fået sådan en dårlig selvtillid? Han havde så travlt med at se på hende at han ikke så grenen. Han snublede og faldt. Sirena grinede. Kom over til ham og kiggede ned. Som hun stod der lignede hun en gudinde. Hvordan vil hun ikke se ud med tørt hår? Han tog opgivende sine hænder op.
" Okay. Jeg overgiver mig. Gider du at hjælpe mig?"
" Hvis du siger undskyld."
" Okay. Undskyld. Undskyld at jeg gjorde dig bange."
Han rakte hånden op og hun tog imod den. En pudsigt tanke fik ham til at hive hende i stedet for. Hun faldt ovenpå ham. Nu lå de krop mod krop. Han kunne mærke hendes krop. Alt for godt. Det var ved at gøre det af med ham. Her havde han gået og drømt om hende og nu lå de så tæt op af hinanden. Så godt som nøgne. Han var ved at miste kontrollen.
" Din, din.... Du snød mig"
Han smilede." Undskyld. Kunne simpelthen ikke lade være."
Han begyndte at slå på hans bryst. Hvor var hun skøn. Selvom han var langt overlegen i styrke prøvede hun stadig at skade ham. Han greb hendes hænder.
" Næ, du kan tro nej, miss."
" Slip mig."
Hun prøvede at hive sig fri. Det skulle hun ikke havde gjort. Det mindede ham om noget helt andet.
" Så du kan slå mig igen. Næ du kan tro nej."
Han lagde sine hænder over sit hovedet og trak hende dermed med. Deres ansigter var lige op af hinanden.
" Dårlig idé" tænkte Max. Nu kunne han mærke hendes krop igen. Ikke godt.
" Slip mig så eller jeg sparker dig i skridtet."
" Næ du kan tro nej."
Han lagde sine ben om hendes. Holdte hende fast. Rullede rundt. Brugte sin vægt til at holde hende fast. Hun begyndte at vride sig. Sikkert for at slippe fri. Hvorfor prøvede hun overhovedet? Han var jo for stærk. Men hvis han havde haft nogen selvkontrol før var den væk nu. Han fik alt for livagtige billeder. Han kunne mærke han snart ville få et bevis på hvor livagtige de billeder var. Han skyndte sig at tænke på noget andet. Det ville ikke være godt hvis han blev stiv. For helvede. Hvordan vil det ikke se ud? Og så ville alt være tabt. Hun ville tro han var en player der hoppede på alt. Han vil havde tabt hende for altid.
" Slip mig."
" Ikke tale om, Siri. Tror du jeg har lyst til at miste mine ædle dele?"
Hun lænede sig fremad. Han kiggede hende i øjnene. Han havde lyst til at kysse hende og havde hun også det? Hvorfor lænede hun sig fremad? Fuck fornuft. Jeg har haft sådan en lyst til at smage de læber. I alt for lang tid. Hvis han kunne få bare et kys så ville han være verdens lykkeligste mand. De nærmede sig hinanden, men pludselig skiftede hendes hoved retning og hun bed ham i næsen. Han blev overrumplet. Overrasket. Gav et spjæt. Det havde han ikke regnet med. Hun bed ham! HAM!
" Av for satan da også."
Han slap hendes hænder og satte sig op. Tog sig til næsen. Ømmede sig. Det gjorde faktisk ondt. Han var uopmærksom et øjeblik og Sirena fik ham væltet af sig og satte og over ham. Hun storsmilede. Han kunne ikke blive sur på hende. Han havde selv bedt om det.
" Det var et fejt trick."
" I krig og kærlighed gælder alle kneb."
Hvor ville han ønske at det var det sidste de delte og ikke kun det første.
" Okay, okay."
Han tog hænderne opgivende op.
" Jeg overgiver mig."
Pludselig rejste hun sig op. Som om de var blevet taget på fersk gerning på noget de ikke burde lave.
" Vi må heller komme ind. Vi skal nok snart spise og jeg vil i hvert fald gerne tørre mig inde."
Hun gik over og tog sine ting og gik ind.
Max lå og så efter hende. Trak vejret med besvær. Han havde været lige ved at miste fornuften og give efter for sin dumhed. Det var vist meget godt hun var smuttet. Men de skulle stadig tilbringe aftenen sammen. Hvordan skulle det ikke gå? Hun havde ham om sin lillefinger. Hun kunne gøre hvad hun vil med ham. Han ville gå gennem ild og vand for hende. Han elskede hende. Virkelig højt. Han vil tilbringe resten af sit liv med hende. Nu skulle han bare få hende til at ønske det sammen. Men hvordan?
Han rejste sig. Tog håndklædet og tørrede sig. Tog sit tøj på og besluttede at løbe sig en tur. Få sine frustrationer ud.

* * *

De sad ved middagsbordet. Sirena var stadig flov over at hun havde mistet fornuften ved poolen.. Hun havde aldrig ladet nogen komme så tæt på. Ikke nok med det havde det fået hende til at indse at han var den eneste ene. Den eneste, hun ønskede at leve live med. Et liv uden ham var ikke muligt. Desværre var det nok bare virkeligheden. Hvordan skulle han nogensinde kunne falde for hende? Og så for evigt tid. Nej, hun havde indset at hun var dømt til at leve et liv i sorg. Altid længtes. Længes efter den mand hun engang kendte. En mand som var hendes sande kærlighed. Den altid vil have, men aldrig få. Hvorfor skulle livet være så ond?

De spiste i tavshed. Hun kiggede ud af øjenkrogen på ham. Under middagen kom hendes søster hjem.

" Åh, hej skat. Jeg troede ikke du kom hjem til middag. Du kan stadig få noget med hvis du vil."

" Tak mor. Jeg henter noget bestik selv. Hej Max. Hvad laver du her?"

Max kiggede på hende. Smilede.

" Hej Ariel. Jeg vidste ikke du boede her. Jeg er ved at lave en opgave med Sirena."

Ariel nikkede og smilede. Godkendte svaret.

Under resten af middagen snakkede Ariel og Max sammen. Sirena følte sig udenfor. Det havde hun altid gjort i nærheden af søsteren. Ariel havde altid tiltrukket sig opmærksomhed. Hun betragtede dem. Så betagelsen i hendes søsters øjne. Selvfølgelig var der nogen i mellem dem. Det gjorde ondt i hjertet. Hun skyndte sig at spise resten, sagde tak for mad og gik op og ventede på at Max blev færdig. Kunne simpelthen ikke holde ud at se på dem.

* * *

Det havde hjulpet med den løbetur. Max var dog blevet skuffet da han havde sat sig ved bordet og set brillerne og håret var som det plejer. Som om det ved poolen aldrig havde fundet sted. Han var også selv i tvivl. Det føltes som en drøm. Hun havde for en kort periode sænket paraderne. Ladet ham komme tæt på. Det var guld værd. Han vil altid skatte det øjeblik. De spiste i tavshed. Det var fint for ham. Han anede ikke hvad han skulle sige. Han smugkiggede på hende en gang imellem. Pludselig var der kommet en pige. Han havde fået et chok. Ariel? Hvad lavede hun her?

" Åh, hej skat. Jeg troede ikke du kom hjem til middag. Du kan stadig få noget med hvis du vil."

" Tak mor. Jeg henter noget bestik selv. Hej Max. Hvad laver du her?"
" Hej Ariel. Jeg vidste ikke du boede her. Jeg er ved at lave en opgave med Sirena."
Ariel nikkede og smilede.
Var hun Sirenas søster? Utroligt. Det havde han aldrig regnet ud.
Under resten af middagen snakkede de sammen. Det føltes bare så meget nemmere. Hun var ingen trussel for ham. Han sad stadig og smugkiggede på Sirena. Efter kort tid havde Sirena forladt bordet. Han var blevet ked af det. Det blev han altid når han ikke var i samme rum som ham. Han savnede hende allerede. Det var jo skørt. Han spiste lidt hurtigere, sagde tak for mad til moderen og et høflig undskyld til Ariel om han var nødt til at blive færdig med opgaven. Han gik op på værelset.

* * *

Max kom op efter 10 minutter. Sirena smilede stort da hun så ham. Kunne ikke lade være. Han kom over og satte sig ved siden af hende i sengen. Han smilede.

" Så Ariel er din søster?"

" Ja, det ser sådan ud."

" Det må jeg sige. Det havde jeg aldrig regnet ud. I ligner jo slet ikke hinanden."

" Ja, det hører jeg tit. Ja, jeg ved det godt. Hun far fået skønheden og jeg er bare til."

" Så er din søster heller ikke pænere. Men det er nogle specielle navne I har. Hvorfor har I fået dem?"

Sirena grinede. " Ja, du tror det er løgn, men min mor var vild med den lille havfrue. Vi er alle opkaldt efter filmen."

Han grinede. " Sirena er da ikke med i filmen. Ariel er, men hvor passer Sirena ind?"

Hun smilede." Sirena betyder havfrue på spansk. Det er værre med min bror, han hedder Triton."

Max grinede. " Synes du det er slemt? Jeg er opkaldt efter en hund."

" En hund?"

" Ja, en hund. Du har vel set Max og Mule? Altså Fedtmules søn. Min mor var vild med den figur, så hun opkaldte mig efter ham."

Sirena storgrinede. Hun kunne ikke holde op. Tørrede øjnede.

" Vi er nogen kønne nogen. Jeg er halv kvinde og halv fisk og du er en hund."

Han grinede." Ja. Vi har sørme været heldige."

Sirena var glad. De havde lige delt et øjeblik. De havde delt noget personligt. De gik i gang med opgaven. De arbejdede og arbejdede, men det tog længere tid end de havde troet. Max blev nok nødt til at overnatte. De havde det fantastisk sammen, selvom deres fokus var på opgaven. Først da klokken var 04.00 blev de færdige med opgaven,

" Årh, endelig færdig."

" Ja, det er skønt."

Han smilede. Tog en pude og slog hende med den.

" Hæ, det var ikke pænt gjort."

Han trak på smilebåndet. " Som tak for det med næsen."

Hun trak lumsk på smilebåndet. " Så det er det."

Hun tog en pude og slog ham. Det udfoldende sig til en pudekamp. De sloges som små børn. Hvor føltes det skønt. Bare at kunne være sig selv.

Igen endte de ovenpå hinanden. Denne gang have hun dog puden. Han fik den fjernet. De sloges, rullede rundt og endte på gulvet begge to. Max skyndte sig at rulle af hende.

" Det må du undskylde. Er du kommet noget til?"

Han lød bekymret. Oprigtig bekymret.

" Ikke helt. Det gør lidt ondt i ryggen. Du er ikke ligefrem let."

" Det må du virkelig, virkelig undskylde. Det var ikke min mening."

Han rejste sig op. Fjerne papirerne fra sengen. Tog hende under armene og tog hende forsigtigt op. Lagde hende forsigtigt i sengen. Lagde dynen over hende og kyssede hende på panden. Var som en kærlig mand. Var som en kæreste, en ven, ja alt det han ikke var. Han smilede.

" Vi må holde op med at lege.Vi kan åbenbart ikke gøre det uden en af os kommer til skade. Hvil dig og prøv at sove nu. Så har du det forhåbelig bedre i morgen."

Imens de havde leget var det begyndt at tordne og lyne. Hun havde været så opmærksom på legen at hun slet ikke havde hørt det. Der kom et tordenbrag. Hun fór sammen. Hun havde altid været bange for tordenvejr. Max så bekymret ud.

" Er du okay. Var det ryggen Har du smerter?"

Hun kiggede op på ham. Fór sammen igen.

" Jeg er bange for tordenvejr. Rædsenslagen faktisk. Lige nu har jeg allermest lyst til at krybe ned i et hul."

Han kiggede på hende med smerte i øjnene.

" Der sker ikke noget."

Sirens rystede over hele kroppen. Det hjalp aldrig. Hun vidste godt at der nok ikke vil ske noget,

" Vil du ikke nok holde om mig? Jeg har brug for at føle mig tryg."

" Er du sikker?"

Nej, det var hun ikke. Det var sikkert helt dumt. Men lige nu overvandt angsten.

" Ja. Helt sikker."

Han gik over på den anden side. Lagde sig under dynen og nærmede sig hende.

" Så kom."

Han spredte den ene arm ud. Hun kryb over til ham. Lagde sit hovede på hans bryst. Han lagde armene om hene. Lå og sagde trøstende ord til hende. Aede hende blidt på ryggen. Det hjalp virkelig. Hun følte sig tryg. Det føltes skønt at lægge op af ham. På et tidspunkt faldt hun i søvn.

* * *

Max gik ind på værelset. Han blev allerede meget gladere. Hun lyste hele værelset op. Tænkt at hun var i familie med Ariel. De lignede jo slet ikke hinanden. Han gik over og satte sig ned ved siden af hende i sengen. Smilede.
" Så Ariel er din søster?"

" Ja, det ser sådan ud."
Igen var hun ironisk. Han elskede den side.
" Det må jeg sige. Det havde jeg aldrig regnet ud. I ligner jo slet ikke hinanden."
" Ja, det hører jeg tit. Ja, jeg ved det godt. Hun far fået skønheden og jeg er bare til."
Tænkt at hun havde så lavt selvværd. De glimt han havde fået i dag af hende var det lige omvendt. Hun var langt smukkere end Ariel, og hun havde personlighed. Hun havde hele pakken. Han smilede.
" Så er din søster heller ikke pænere. Men det er nogle specielle navne I har. Hvorfor har I fået dem?"
Sirena grinede. " Ja, du tror det er løgn, men min mor var vild med den lille havfrue. Vi er alle opkaldt efter filmen."
Han grinede. " Sirena er da ikke med i filmen. Ariel er, men hvor passer Sirena ind?"
Hun smilede." Sirena betyder havfrue på spansk. Det er værre med min bror, han hedder Triton."
Max grinede. " Synes du det er slemt? Jeg er opkaldt efter en hund."
" En hund?"
" Ja, en hund. Du har vel set Max og Mule? Altså Fedtmules søn. Min mor var vild med den figur, så hun opkaldte mig efter ham."
Hun storgrinede. Blev med at grine. Til sidst tørrede hun øjnene.
" Vi er nogen kønne nogen. Jeg er halv kvinde og halv fisk og du er en hund."
Han grinede." Ja. VI har sørme været heldige."
Hvor føltes det skønt. Hun havde åbnet sig for ham igen. De gik i gang med opgaven igen. Det tog lang tid. Han havde det fantastisk. Selvom det kun drejede sig om opgaven, havde han aldrig været så glad.
Det tog længere tid end forventet. De var først færdige kl 4 om natten, så han blev nød til at overnatte. Han var overlykkelig. Han fik lov til at tilbringe natten med sin drømmepige, om det så var på gulvet var ligemeget.
" Årh, endelig færdig."
" Ja, det er skønt."
Han fik lyst til at gøre gengæld for det med næsen. Han tog en pude og slog hende med den.
" Hæ, det var ikke pænt gjort."
Han trak på smilebåndet. " Som tak for det med næsen."
Hun trak lumsk på smilebåndet. " Sa det var det."
Han nåede kun at tænkte hvad har hun gang i da puden ramte ham. Han smilede og slog hende igen. Det udviklede sig til en pudekamp. Hvor var det dejligt at kunne opføre sig som små børn.
Pludselig var de endt ovenpå hinanden igen. Hun slog ham med puden, men den blev fjernet. De sloges, rullede rundt og endte på gulvet. Max skyndte sig at rulle af hende. Bange for at han havde gjort hende ondt.
" Det må du undskylde. Er du kommet noget til?"
" Ikke helt. Det gør lidt ondt i ryggen. Du er ikke ligefrem let."
Åh, min Gud. Han havde skadet hende. Han fik det dårligt.
" Det må du virkelig, virkelig undskylde. Det var ikke min mening."
Han rejste sig og fjernede papirerne fra sengen. Ville hjælpe hende. Bagefter gik han hen og tog hende forsigtigt under armene. Lagde hende forsigtigt i sengen. Ville ikke skade hende yderligere. Han lagde dynen over hende og en spontant tanke slog ham og han kyssede hende på panden. Det plejede hans mor altid at gøre når han havde det dårligt. Det var som om det hjalp. Hans mor sagde altid at det var sjovt lige indtil nogen kommer til skade. Hun havde ret. De havde haft en fantastisk dag lige indtil det her skete. Han var virkelig bange for at han havde gjort alvorliigt skade på hende.
" Vi må holde op med at lege.Vi kan åbenbart ikke gøre det uden en af os kommer til skade. Hvil dig og prøv at sove nu. Så har du det forhåbelig bedre i morgen."
Det tordnede udenfor. Sikken et vejr. Sirena fór sammen. Åh nej. Så havde han gjort meget ondt på hende.
" Er du okay? Var det ryggen? Har du smerter?"
Han var fyld med smerte. Hun kiggede op på ham. Fór sammen igen.
" Jeg er bage for tordenvejr. Rædslenslagen faktisk. Lige nu har jeg allermest lyst til at krybe ned i et hul."
Alt hans smerte måtte lyse ud af hans øjne.
" Der sker ikke noget."
" Vil du ikke nok holde om mig Jeg har brug for at føle mig tryg."
Om han havde lyst. Der var ikke noget ønskede sig mere.
" Er du sikker."
" Ja. Helt sikker."
Han var virkelig glad. Han gik over på den anden side af sengen. Lagde sig under dynen. Nærmede sig hende.
" Så kom."
Han spredte sin ene arm langs siden. Hun kom krybende over til ham og lagde sit hovede på hans bryst. Han lagde armene om hende. Det føltes godt at lægge med hende i sine arme. Det eneste han kunne var at ligge og sige trøstende ord til hende. Om at det nok skulle gå. Han lod sin hånd ae hende blidt på ryggen.På et tidspunkt kunne han høre hendes tunge vejrtrækning, der fortalte ham at hun var faldet i søvn. Det var godt. Så var hun da tryg. Max lå dog stadig lysvågen. Det var alt for godt at ligge her med hende i sine arme. Et øjeblik han aldrig ville glemme. Hvor var det forfærdelig at tænke på at det aldrig vil blive dem. På et tidspunkt faldt han i søvn.

* * *

Sirena vågnede halvt over Max. Hun var vågen på et splitsekund. Hvad var klokken? Hun kiggede på uret, Fuck. Den var 9.05. De skulle havet været i skole for en time siden. Hun ruskede i Max. Han vågnede med et sæt.

" Hvad?"

" Den er fem minutter over ni. Vi er sent på den.

" Hvad? Fuck."

Han var oppe af sengen på 0,5.

Sirena skyndte sig at finde noget tøj. Max samlede deres opgave sammen. Hun skyndte sig ud på badeværelset. I sin fart glemte hun at lukke døren. Hun skyndte sig at tage tøj på. Børste tænder og hår. Da hun var færdig stod Max og ventede. Han havde pakket hendes taske imens.

" Håber ikke det gør noget."

Hun smilede. " Nej. Mange tak."

De skyndte sig ned. Sirena skyndte sig i køleskabet. Fandt pålæg og smurte madpake til dem begge. Hun rakte ham madpakken på vej ud af døren.

" Her. Håber det er okay med madpakke. Jeg ved ikke engang om du spiser det."

Han smilede. " Mange tak. Det er sødt af dig. Hop ind."

Han åbnede bildøren for hende. De kørte meget hurtigere end tilladt.

" Hvordan går det med ryggen?"

" Det går fint. Tak. Og tak for støtten igår. Det hjalp virkelig meget."

Han kiggede hurtigt på hende. Smilede til hende.

" Det var så lidt. Helt ærligt, havde det været højder havde du skulle gøre det med mig."

Hun kiggede på ham. Forbavset over at havde afsløret det.

" Er du bange for højder? Virkelig?

" Virkelig, men der er vores lille hemmelighed, ikke? Jeg vil helst ikke have at nogen ved det."

" Selvfølgelig. Hvorfor fortalte du mig det?"

" Hvorfor. Du delte noget med mig. Og så stoler jeg på dig. Og bare rolig. Tordenvejret bliver imellem os. Jeg fortæller det ikke til nogen."

" Tak."

Det varmede hende at høre ham sige det.

De ankom til skolen. Skyndte sig ud af bilen og ind til deres timer. De fik afleveret opgaven til tiden. Sirena kunne ikke tænke på andet end på det øjeblik hun havde ligget i hans arme. Hvordan det han havde trøstet hende. Og så her i bilen. Han havde delt en hemmelighed med hende. Det var helt ufattelig. Det føltes som om de var blevet venner, men det var de selvfølgelig ikke. I morgen vil alt være vendt tilbage til det gamle. Men hun vil altid huske deres dag sammen.

* * *

Max vågnede med et sæt. Der var nogen der ruskede i ham. Han kiggede på Sirena.

" Hvad?"

" Den er fem minutter over ni." Vi er sent på den."

" Hvad? Fuck"

Han var oppe af sengen på 0,5. Han begyndte at samle opgaven sammen. Sirena have skyndt sig at finde noget tøj og var smuttet. Han kunne ikke fatte det. Han havde sovet sammen med Sirena. Og hun havde delt noget personligt med ham. Han gik ud for at spørge hende om noget. Synet der mødte ham lamslåede ham. Hun havde håret nede. Gang med at børste det. Hvor var hun smuk. Alt for smuk. Langt over hans status. Han gik ind på værelset igen. Tænkte han vil hjælpe. Fandt hendes taske og skema. Pakkede hendes taske for hende. Skulle have noget at lave. Han gik ud og ventede på hende, Hun kom ud næsten med det samme. Han smilede da han så hende. Han havde fået det priviligium at se hvilken skønhed der gemte sig i hende.

" Håber ikke det gør noget."

Hun smilede. " Nej. Mange tak."
De skyndte sig ned. Sirena gik i køleskabet. Smurte madder. To af hver. Lavede hun mad til ham? Han blev øm om hjertet. Det føltes som var hun hans kone og lavede mad til ham til arbejdet. Han følte en smerte. Det var alt for nemt at se dem som mand og kone. Hun gav ham madpakken på vej ud af døren.
" Her. Håber det er okay med madpakke. Jeg ved ikke engang om du spiser det."

Han ville spise hvad som helst hun lavede til ham. Bare det at hun haved lavet mad til ham føltes så godt.
Han smilede. " Mange tak. Det er sødt af dig. Hop ind."
Max åbnede bildøren for hende. Han kørte meget hurtigere end han måtte.
" Hvordan går det med ryggen?"
" Det går fint. Tak. Og tak for støtten igår. Det hjalp virkelig meget."
Han kiggede hurtigt på hende og smilede.
" Det var så lidt. Helt ærligt, havde det været højder havde du skulle gøre det med mig."
" Er du bange for højder? Virkelig?
" Virkelig, men der er vores lille hemmelighed, ikke? Jeg vil helst ikke have at nogen ved det."
" Selvfølgelig. Hvorfor fortalte du mig det?"
Helt ærligt det vidste han ikke engang selv. Det var bare noget over hende, der gjorde at man fik lyst til at fortælle alle sine hemmeligheder.
" Hvorfor. Du delte noget med mig. Og så stoler jeg på dig. Og bare rolig. Tordenvejret bliver imellem os. Jeg fortæller det ikke til nogen."
" Tak."
De ankom til skolen. Skyndte sig ud af bilen og ind til deres timer. De fik afleveret opgaven til tiden.
Max kunne ikke holde op med at tænke på at han havde ligget med Sirena i sine arme. Hele dagen havde været fantastisk. En dag han aldrig vil glemme. Han havde set hvor smuk hun var. Set hvordan hun kunne være. Så langt væk fra de andre piger han kendte. Den forskel var det der gjorde det hele. Han vil altid være hendes. Der vil aldrig komme nogen som hende. Han vil længes efter hende hver dag.

La chica sin nombre

2010-09-11T05:33:00.000-07:00

Tiene una cara.
Tiene un cuerpo
pero un nombre no tiene.

Vive en la sombra
la chica sin nombre.
Está sólo un cuerpo en marcha en vacío.
Espera que llega un día cuando la vida empieza.

No lo sabe comó
debe se desencadena de la caparazón.
Empiezar a tener existencia una persona verdodera.
Un cuerpo con alma.
Y no soló esto objeto inanimado ahora está.

En piges mareridt

2010-08-06T08:38:00.000-07:00

Selina kom hjem efter den hårdeste dag i sit liv. Hun kunne ikke fatte at det endelig var overstået. Hendes mareridt som startede for seks måneder siden. Hun satte sig i vindueskammen som hun havde gjort som barn og længsel efter månen og stjernerne. Men nu var hun ikke længerere et barn, men et offer.
Bare tænkte på det kunne få hende til at bryde sammen. Hvordan kunne hun være så dum? Hvorfor havde hun ikke bare gået sin vej?

Selina var en af de upopulære og en dag for seks måneder siden var hun blevet inviteret med til en fest. En fest hun ikke kunne sige nej til. Hvornår ville hun nogensinde få det tilbud igen? Hun ville have gjort hvad som helst for at komme med til sådan en fest. Nu ville hun bare ønske hun var blevet hjemme. Hun havde været henrykt. Havde fundet sin flotteste kjole frem. Den korte sorte som havde en sexet ryg. Gjorde hendes former stolt. I dag afskyede hun synet af den. Mindende hende om hvor naiv hun havde været. Hun havde taget linser på og havde fået lavet de sexeste slangekrøller. Havde lagt en pæn make-up. Ville for en gangs skyld prøve hvordan det ville være når drengenes blik var fæstet på en. I dag kunne hun kun smage den bitre smag af fortrydelse. Hun havde været så dum.
Hun havde taget af sted sammen med sin bedste veninde. Hun havde fløjtet da hun havde set hende. Havde sagt hun ikke lignede sig selv. Hun havde været super glad. Mission fuldført. Hun havde håbet på at drengene også ville synes det.
De havde ankommet med stil. Havde ført sig frem. Ville have opmærksomhed. Lade som om hun var en anden. Lade som om hun var populær. Ladet som om hun hørte til. De havde taget noget sprut. Ville feste. Have det sjovt. Smide hæmningerne. Hvad kunne gå galt? De var jo allerede upopulære og ville nok aldrig få en invitation igen. De havde danset. Haft det forrygende. Pludselig var Connor dukket op ved dem. De havde nær dånet. Den mest populæreste fyr var kommet hen til dem. Han havde begyndt at danse med hende. De var kommet væk fra hendes veninde. Hun stod og dansede med Connor. Det var for godt til at være sandt. De havde danset tæt sammen. Han havde hvisket i hendes øre at hun var så smuk. Smukkeste i hele rummet. Connor, den lækreste dreng nogensinde synes hun var smuk! Hun havde svævet på en lyserød sky. Hun havde sukket efter ham i flere år. At danse med ham var noget hun aldrig turde håbe på ville ske. Nu ønskede hun af hele sit hjerte at det ikke var. De havde danset i flere timer, kun de to. Det havde føltes som om de var de eneste i hele verden. Hele hans opmærksomhed var rettet mod hende. HENDE! Hun tog sig til munden. Kunne stadig mærke hans læber mod hendes. Hun huskede tilbage. Han havde kysset hendes hals og langsomt kommet op til hendes mund, hvor han havde kysset hende lidenskabeligt. Et kys der havde knust hendes selvforsvar. Hun var smeltet i hans arme. Kyssene havde blevet mere intens. Hun havde mærket hans erektion. Hun havde ikke kunne fatte at hun havde den virkning på ham. Connor havde hviskende spurgt om hun vil med op på et værelse. I det øjeblik havde det føltes som en drøm der gik i opfyldelse. Hvor havde hun været dum. Kyssende havde de taget trappen. Havde nærmet sig værelse. Stadig kyssende havde han åbnet døren skubbet hende ind og låst døren. Som han sagde; så blev de ikke forstyrret. Hun havde bare smilet, stadig ikke fattet at hun stod med den lækreste dreng i verden. Og denne dreng havde hans fulde opmærksomhed på hende, Selina. Selina den upopulære, den mobbede. Han havde gået over til hende. Kysset hende igen. Langsomt, men hurtigt mere desperat. Havde lagt hende på sengen. Kysset hende ned af halsen ned til brysterne. Havde taget blusen af hende. Hun havde ikke gjort modstand. Nød det bare. Han havde taget hendes bryster i hans mund og havde suttet og kysset. Det havde været så dejligt. Havde knebet sig i armen for at være sikker på at det ikke kun var en drøm. Det næste der skete ville hun dog havde ønsket var en drøm. En tåre trillede ned af hendes kind ved næste minde. Hun havde stadig svært ved at tænke på det. Connor havde vist sig at være langt fra drømmefyren. Langt fra. Alt for langt fra. De havde ligget og kælet et stykke tid, da han var blevet mere voldelig. Hun havde pludselig fortrudt og ville ikke det længere. Hun havde bedt ham stoppe. Han havde blevet sur og sagt at han krafedme ikke havde brudt en helt aften på hende for ingenting og at hun selv havde lagt op til det. Han havde ikke stoppet, kysset videre. Hun havde sagt stop igen og prøvede og komme fri. Han havde.........havde taget hendes hænder og lagt den over hendes hovedet. Hvisket i hendes øre at han ville have det han var blevet lovet. Hun havde bedt ham lade være. Havde sagt hun havde fortrudt. Han havde.....havde........Hun kunne ikke tænke på det. Tåren blev til mange. Han havde...... Hun pustede ud. Skulle samle sig. Han havde taget buskerne af hende meget voldsomt. Hun var begyndt at græde. Han havde lagt munden over hende. Hun begyndt at vride sig. Prøvede at komme fri og ud af det hus. Han havde revet sine busker ned. Spredt hendes lår. Hun havde ihærdig prøvet at holde dem lukket. Men var ikke stærk nok. Hun havde sparket og gjort ved. Gjort alt i sin magt. Ville bare væk. Han havde været for stærk. Havde presset hende ned i sengen og havde til sidst presset hans penis ind i hende. Med et voldsom stød var han kommet ind i hende. Hun havde skreget. Hun havde været jomfru. Hun havde græd og græd. Vredet sig. Bedt ham holde op, men havde bare blivet ved. Stødt og stødt. Stadig voldsommere. Det havde gjort ondt. Bagefter havde han bare taget sit tøj på og gået. Hun havde ligget der sammenkrøllet. Havde ikke kunne rejse sig. Kunne ikke fatte hvad der var sket. Havde det været den dreng hun havde været forelsket i. Hun hadede ham. Hun havde taget sit tøj og løbet væk. Væk fra huset. Væk fra Connor.

I starten havde hun bare gået rundt. Havde ikke snakket med nogen. Turde ikke se Connor i øjnene. Havde væmmes ved sin krop. Kroppen som havde forrådt hende. Det var kroppens skyld. Havde hun været fed havde det ikke sket. Hun overvejede at begå selvmord. Havde ikke lyst til at leve. Ville bare væk fra det mareridt. Om natten vågnede hun i sved. havde haft mareridt igen. Om den nat. Hun spiste ikke noget. Havde ikke lyst. Hvorfor skulle hun? Hvad ret havde hun til at leve i?
Hendes bedste ven havde til sidst set at der var noget glat og havde spurgt til hende. Hun havde sagta t alt var i den fineste orden. Intet var galt.Veninden havde kunne se at det var løgn og til sidst havde hun grædende brudt sammen og fortalt hvad der skete til festen.Hendes veninde havde hørt måbende med. Da hun var færdig med at fortælle havde hun sagt at Selina skulle melde det til politiet. Det skulle han ikke løbe godt fra. Hvad hvis han gjorde det igen?
Selina havde sagt at det kunne hun ikke. Hun ville bare glemme det. Hun havde sagt det til hendes forældre. Havde ikke turde se dem i øjnene imens. Flov over hvad der var sket. Det var jo hendes egen skyld. Hun havde inviteret til det. Have opfordet til det. Hendes forældre var bleve vrede. Ikke på hende, men på ham. Havde snakket med hende. Opfordret hende til at gå til psykolog. Havde sagt at det svin skulle sagsøges.
Til sidst have hun sagt ja til at sagsøge ham. Han skulle betale for det han havde gjort. Hun begyndte til psykolog. Havde svært ved at acceptere at det ikke var hendes skyld. Det var ham der var noget galt med, ikke hende.

Det hårdeste var alle de onde blikke man fik. Folk troede ikke på hende. Troede hun gjorde det for opmærksomhed. Det var jo Connor. Connor var en god dreng, ikke sådan et svin som hun gjorde ham til. Det var hårdt at blive kaldt løgner, svindler, tudefjæs og hvad folk ellers fandt på. Hun var tit ved at give op. Bare lade det være. Sige fuck det. Det er ligemeget.
Sagen løb ud. Det var påstand mod påstand. Hun havde ingen beviser på at hun var blevet voldtaget. Hendes mærker var væk. Han påstod at han ikke havde rørt hende. Hun holdt fast ved at han havde taget hendes mødom med magt. Hans forsvar var at bare fordi hun ikke var jomfru beviste det ikke at det var ham der havde gjort det. Det kunne lige så godt være en anden. Han havde ikke rørt hende. Aldrig nogensinde. Hun var ikke hans type. Han vil aldrig gøre noget imod ens vilje. Og alle var solg til stanglakrids. Han var jo sååå god. Var enhver svigermors drøm. Hun var lige ved at brække sig. De skulle bare vide. Nu sidder hun og smiler over hendes lille nummer hun lavede. Hvis hun synes hun havde været naiv var det intet i modsat til ham.
Der var gået 6 måneder og sagen havde ikke rykket sig en millimeter. Hun var ved at blive desperat. Var så tæt på at opgive. En sidste desperat tanke fik hende til at opfinde en løgn. Hvis hun nu lod som om hun var blevet gravid, så kunne hun måske få ham til at tilstå. Det var en desperat idé, men det var den eneste mulighed hun havde. Hun fortalte sine forældre hendes plan. De støttede hende. Det var dog en løgn men hvis det kunne få ham til at tilstå så var det værd.
Næste gang i retten gav hun meddelsen. De ville have et bevis. Gav dem det, Et de havde fået fra en gravid pige de kendte.De kunne jo bare se på hendes mave. Der var jo kommet en lille bule. Og hvorfor skulle hun dog sige det hvis hun ikke var. Hans forældre og forsvaren var skeptiske. Det kunne jo ikke være sandt. Hun havde sagt at hun vidste hvem faderen var og en faderskabstest ville bevise det. Aldrig havde hun troet at hans familie var så troende. De fortalte til Connor at hvis han var faderen så skulle han gifte sig med hende. Han blev bleg i ansigtet. Kun hun lagde mærke til det. Kun de to kendte sandheden. Han var så sikker på at det var sandt. Han vidste at barnet vil vise sig at blive hans. Hun kunne se i hans øjne at han langsomt gav op. Kunne se at han ikke kunne bortforklare det. Han rejste sig op og sagde han gerne vil sige noget. Havde noget at tilstå. Ville tilstå at han havde gjort det. Voldtaget hende. Den aften. Han var klar til at modtage sin straf. Hun var lykkelig. Tænkt at planen havde virket. Hele salen måbede. Tænkt at en dreng som Connor havde gjort sådan noget. Connor fik tre år.
Efter afgørelsen havde han kommet hen til hende. Ville snakke med hende. Hendes forældre havde været der med det samme. Hun havde sagt det er okay og havde gået med Connor. Han havde kigget på hende med smerte.
For første gang siden det skete hørte hun dårlig samvittighed. Hun huskede stadig hans ord; " Undskyld Selina. Jeg skal nok tage min del af ansvaret for barnet. Jeg havde aldrig troede det skulle gå så vidt."
Hun havde kiggede på ham og havde sagt sandheden. At hun var så desperat at hun så den som den eneste udvej at lade som om hun var gravid.
Han havde kigget på hende med overraskelse; " Gjorde du virkelig alt det bare for at få ram på mig? Jeg må virkelig havde gjort skade på dig. Jeg fortryder at det skulle gå så vidt. Fortryder det jeg gjorde. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg tror det slog klik for mig. Jeg er ikke vant til at få et nej, og du så så forbandede smuk ud den aften. Jeg kunne ikke klare at du sagde nej, men det undskylder ikke min opførsel. Jeg håber inderligt at du en dag finder en vej i dit hjerte til at tilgive mig. "
Hun havde kigget på ham med smerte. "Jeg ved virkelig ikke om jeg kan gøre det. Det slog hårdt på mig. Du brugte mig som en ting. Tog hvad du ville have og gik. Det gjorde så ondt. Jeg bad dig så mange gange om at holde op. Jeg græd, men du fortsatte bare. Jeg har virkelig ikke lyst til at se på dig."
Han kiggede ned. Og så på hende igen. " Jeg forstår. Jeg skulle aldrig have gjort det. Jeg skulle havde stoppet. Jeg går nu. Du skal aldrig se mig igen. Jeg undskylder af hele mit hjerte for alt den smerte jeg har forvoldt dig. " Han havde gået sin vej. Hun havde følt en tomhed i sit hjerte. Det havde alligevel ikke følt lige så godt som hun havde troet. Han havde stadig taget noget hun aldrig vil få igen.
Hun kiggede ud af vinduet en sidste gang. Det havde været en lang og smertelig tur. Nu var det overstået. Connor vil få sin straf. Men hun vil aldrig få sin mødom igen. Ville aldrig få det samme forhold til mænd igen. Havde aldrig troede at mænd som Connor kunne være sådan og hvis han kunne, hvilken pige kunne så vide sig sikker? Selv i dag kunne hun ikke have at nogen så hende nøgen. Hvis nogen prøvede at tage hende på låret, rørte hende hvor han havde, brud hun sammen. Skreg og løb sin vej. Det havde gjort så ondt. Hun vidste ikke om hun nogensinde vil få tillid til mænd. Turde give sig hen. Stole på en mand igen. Det her var en smerte hun altid vil bære rundt på. Hun vil aldrig glemme hvad der havde sket. Om hun kunne tilgive Connor? Hun troede det ikke. Hvordan tilgiver man sådan noget? Hun vidste det ikke. Nu vil hun bare tage en dag ad gangen. En dag ville hun måske kunne leve med det der skete. En dag lang ud i fremtiden.

Kan jeg nogensinde få dig? kap.3 - skolestart

2010-07-31T13:20:00.000-07:00

Sirena gik i sine egne tanker. Hun har ikke kunnet tænke på andet end uheldet med træet. Hvor han havde behandlet hende med ømhed og holdt i sine arme. Hun var faldet pladask for ham. Hvilket var fuldstændigt åndsvagt, hun kendte ikke hans navn og havde set ham to gange.
Hun gik med nogle bøger. Hun lagde ikke mærke til noget. Sirena skulle hen til sit skab. Hun skulle bare lige rundt om hjørnet og så var hun der næsten.

*Donk*

Sirena røg ind i en og tabte sine bøger.
" Det må du und......" Sirena løftede blikket og så lige ind i nogle sølvblå øjne. Hun sank en klump. Rømmede sig. Skulle lige samle tankerne. "....skylde."
Hun bukkede sig og begybdte at samle sine bøger og papirer sammen.
" Det gør ikke noget. Nu skal jeg hjælpe dig."
Hun bukkede sig. Hun kunne ikke fatte det. Han var her! På skolen! Hun rakte hånden hen mod en bog og det gjorde han også i det samme så deres hænder rørte hinanden, så hans fingre lå lidt over hendes. Det føltes som et elektrisk stød. Hun trak hånden til sig og rejste sig op. Han gjorde det samme og gav hende bøgerne. Han kiggede undersøgende på hende.
" Du er Siri, ik'?
" Great, NU kan han huske mig, men ikke da vi mødtes ved træet. Var jeg virkelig så dum?" tænkte Sirena.
Hun smilede.
" Ja, det kan jeg desværre ikke rende fra. Men jeg hedder egentlig Sirena."
" Jeg synes nok jeg kunne genkende dig. Smuk navn. Jeg hedder Max."
Han rakte hånden frem som for at ville sige goddag. Hun tog hans hånd. En varme spredte sig i hele hendes krop. Hendes knæ føltes som gelé.
" Hvad laver du her? Dumt spørgsmål Sirena. Hvad laver man på en skole." spurgte hun Max. Han grinede. Årh, hvor var han grin fantastisk. Det fik hende bare til at kunne lide ham endnu mere.
" Du er virkelig noget for dig selv. Nå, men som jeg næsten kan høre, så har du nok regnet ud at jeg skal starte her. Jeg prøver rent faktisk at finde kontoret, men er hvis faret vild. Kan jeg få dig til at vise mig derovre? Så vil jeg være dig taknemmelig."
" YES. Han skal starte her. Hvad var det nu han spurgte om? Nårh ja, om jeg vil hjælpe ham med at finde kontoret. Hun smilede.
" Jo da. Kom med."
" Mange tak, Sirena."
" Nå, Sirena, hvordan går det med hoveder efter slaget?"
" Nu går det godt, men det gjorde lidt ondt lige efter slaget."
" Der var godt."
De gik videre i tavshed. Sirena anede ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke samle tankerne. 10 minutter efter var de ved kontoret.
" Så er vi her," sagde Sirena. Hun var ked af at hun allerede måtte sige farvel til ham.
" Okay," han smilede, " mange tak. Det var virkelig sødt af dig. Farvel Sirena."
Han rakte hånden frem. Hun tog imod den.
" Farvel Max."
Hun følte igen hele hendes krop blive varm. Hun slap den, smilede og gik sin vej. Hun stoppede lige rundt om hjørnet. Hun måtte lige få styr på pulsen og lige samle sig.

* * *

Det var første dag efter sommerferien. Max skulle starte på en ny skole. Skulle han være ærlig var han lidt nervøs. Nu gik han på skolen og prøvede at finde kontoret, men det var håbløs. Nu havde han ledt i 10 minutter. "Nå det er forhåbeligt lige rundt om hjørnet."

*Donk*

Han røg ind i en, som tabte sine ting. Han kiggede op. Hans puls stig. Det var for godt til at være sandt. Det var Siri.

" Det må du und...." Nu mødte hendes mørkegrønne øjne hans. Hun blev helt bleg i ansigtet. Var det mon godt eller skidt? og gad vide hvordan han så ud? ......skylde."

Hun bukkede sig ned og begyndte at samle sine ting sammen. Han måtte hjælpe hende. På den måde vil hun måske begynde at kunne lide ham.

" Det gør ikke noget. Nu skal jeg hjælpe dig."

Max bukkede sig ned. Han rakte hånden mod en bog og i det samme gjorde hun også, så det endte med at hans fingre lå lidt over hendes. Han fik et elektrisk stød. Det kom helt bag på ham. Det havde han aldrig prøvet før. Hun stak hånden til sig." Godt, ellers er jeg bange for at jeg havde kysset hende," tænkte Max.

Hun rejste sig og han gjorde det samme. Han gav hende bøgerne.

" Okay, det skal ikke se ud som om jeg vidste det med samme hvem hun var. Jeg må se lidt undrende ud."

Så kan kiggede undrende på hende. Efter nogle sekunder spurgte han hende " Du er Siri, ik'?"

Hun smilede sit fantastiske smil, der gjorde hans knæ helt lam.

" Ja, det kan jeg desværre ikke helt rende fra. Men jeg hedder egentlig Sirena."

Der var hendes sarkasme igen. Sikken en dejlig pige.

" Jeg synes nok jeg kunne genkende dig. Smuk navn. Jeg hedder Max."

Han tog sin hånd for at kunne sige hej og så for at kunne føle det der så ud som rigtigt bløde hænder. Hun tog hans hånd. Max blev helt varm i kroppen. Hvor føltes det godt og helt rigtig at holde hende i hånden. De slap hinanden.

" Hvad laver du her?" Hun rystede på hovedet." Dumt spørgsmål, Sirena. Hvad laver man på en skole?"

Årh, den uskyldige dumhed. Hvor var hun dog fantastisk. Han grinede.

" Du er virkelig noget for dig selv. Nå, men som jeg næsten kan høre, så har du nok regnet ud at jeg skal starte her. Jeg prøver rent faktisk at finde kontoret, men er hvis faret vild. Kan jeg få dig til at vise mig derovre? Så vil jeg være dig taknemmelig."

Hun smilede.

" Jo da. Kom med."
" Mange tak, Sirena."
" Nå, Sirena, hvordan går det med hoveder efter slaget?"
" Nu går det godt, men det gjorde lidt ondt lige efter slaget."
" Der var godt."
De gik videre i tavshed. Han blev ved med at tænke på det øjeblik hvor deres fingre havde strejfet hinanden. Han var blevet overrasket over hvad han havde følt da deres fingre havde mødtes. Det var som at få et elektrisk stød gennem kroppen. Noget han aldrig havde følt før. Han anede ikke sit livs råd. Nu gik han ved siden af hende, skævede til hende en gang imellem. Hvorfor sagde hun ikke noget? Var hun ligeså lamslået som ham selv? Følte hun også denne underlige tiltrækning mellem dem? Årh hvor han håbede det. Der var et eller andet over hende, som han ikke kunne forklare. Da der var gået 10 minutter var de ved kontoret.
" Så er vi her," sagde Sirena.
"Årh, allerede," tænkte Max.
" Okay." Han smilede, " mange tak. Det var virkelig sødt af dig. Farvel Sirena."
Han rakte hånden frem og hun tog imod den.
" Farvel Max."
Hele hans krop blev varm ved berørringen. For hurtigt slap hun hans hånd, smilede og gik sin vej.
Wow, hele hans krop var et nervebrud. " Hun bliver min død," tænkte Max, " denne pige har mig i hendes hule hånd."

* * *

" Kat, det er helt fantastisk. Fyren skal starte på vores skole. Jeg er så lykkelig."

Kathleen smilede stort. Hun var så lykkelig på hendes venindes vegne. Hun ønskede alt godt for Sirena.

" Hvor dejligt, Siri. Jeg er så glad for dine vegne. Du har fortjent det. Jeg håber virkelig at du finder sammen med....., ja hvad hedder han egentlig?"

Sirena kunne ikke holde op med at smile.

" Han hedder Max og han synes jeg har et smuk navn."

" Årh, Siri søde, hvor er det dejligt. Nå, fortæl så det hele i detaljer.

* * *

Sirena var overlykkelig for at Max var startet på hendes skole. Nu håbede hun at han bare ville snakke med hende. Eller i det mindste kigge på hende. Men dage blev til uger. Uger blev til måneder. Hendes kærlighed for Max voksede og voksede. Hun var hårdt ramt. Hvis bare de kunne snakke sammen, så kunne han se hvor forhåbeligt en dejlig pige hun var.

* * *

Max var virkelig glad for at han nu gik på samme skole som Sirena. Nu var det sværeste bare hvordan han skulle snakke med hende, uden at folk opdagede det. Han var jo poplær og hun ikke. Nu var der gået flere måneder siden deres første møde på hans første skoledag. Faktisk nøjagtigt 4 måneder 13 dage 5 timer 14 min og 6 sek., 7 sek. 8 sek. Han var pinlig bevidst om hvor langt tid der ar gået. I de måneder havde han fulgt hver og en af hendes bevægelser. Han havde iagttaget hende i smug. Set hver og en af hendes mindste bevægelser. Hørt hver og en af hendes grin. Set hvert og en af hendes smil. I de måneder var hans sommerforelskelse vokset til en kærlighed så dybt at der nærmest gjorde ondt. Men hvad skulle han stille op med det. Hun var sikkert ikke engang interesset i ham, hvad skulle hun dog se i ham? Hvis bare han kunne komme til at snakke med hende, uden at folk ville begynde at stille spørgsmål.

Kan jeg nogensinde få dig? kap.2- " Det første møde"

2010-07-30T20:56:00.000-07:00

" Hvor er det romantisk," tænkte Sirena mens hun sad og så på solnedgangen sammen med fyren fra festen. Hun havde fået et dejlig chok da han en dag stod udenfor hendes dør. Han havde sagt at han havde tænkt på hende lige siden festen og havde inviteret hende ud. Hun havde med en glæde sagt ja og nu sad de her. Han kiggede smilende på hende, så hende dybt i øjnene.
" Du er så smuk. Jeg er så vild med dig, Siri. Jeg har bare ikke kunne få dig ud af mit hovedet. Sig at du føler det samme."
Hun rødmede, kunne ikke fatte at det her virkelig skete. Hun sad med en dejlig fyr, som kunne lide hende. HENDE! Den upopulære og grimme. Det var en drøm der gik i opfyldelse.
" Siri? Sig nu noget."
Hun smilede. " Jeg har det på samme måde."
Han smilede stort. " Skønt. Så har du vel ikke noget imod at jeg kysser dig? Jeg har haft lyst til det lige siden jeg så dig til festen. Siri, må jeg kysse dig?"
" I lige måde. Selvfølgelig. Jeg har ventet på det så længe."
Han smilede, legede lidt med hendes hår. Så hende dybt i øjnene og lænede sig fremad.
" Det sker, det sker virkeligt," tænkte Sirena.
Nu var deres læber 5 mm fra hinanden, hun kunne nærmest smage hans læber.....

*ring, ring*

Sirena rakte armen over til vækkeuret og slog det fra. Lagde sig ned i sengen. Ville ikke i skole. Det hele var bare en drøm. Hun slog håbløst i puderne. Selvfølgelig skulle hun falde for en fyr hun ikke kunne få.

Hvor er du? Hvor kan du være henne? Jeg har ledt efter dig. Hver aften kigger jeg på stjernerne og tænker på dig. Tænker du mon overhovedet på mig? Det håber jeg.
"Siri, Siriiii? Hører du efter?"
Sirena kom ud af sine tanker og så på Kathleen.
" Undskyld. Jeg sad i mine egne tanker. Sagde du noget?"
" Hvad er der med dig? Den sidste uge har du gået nærmest som var du i din egen verden. Er du okay?"
" Jeg har det fint. Tro mig, det ingenting."
" Så let slipper du ikke. Du har gået i dine egne tanker lige siden den fest. Hvad skete der til den fest? Blev du voldtaget eller noget i den stil?"
" Overhovedet ikke. Der skete altså ikke noget alvorligt. Vil du virkelig vide hvad der skete til festen? Jeg kan ikke holde op med at tænke på en fyr. Det var hvad der skete, jeg faldt for en fyr. Er det ikke åndsvag? Jeg aner ikke engang hvem han er eller hvad han hedder."
" Søde Siri. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige. Har du ledt efter ham?"
" Selvfølgelig har jeg det, men jeg kan ikke finde ham."
" Ved du hvad, vi leder igen. Jeg vil hjælpe dig, gøre alt hvad der står i min magt. Du har fortjent det at opleve hvordan det er at have en fyr som elsker en."
" Tusind tak, Kat. Tror du virkelig han ville kunne falde for mig, hvis vi finder ham?"
" Ja, selvfølgelig Siri. Du er en fantastisk pige. Kom vi starter eftersøgningen med det samme."

* * *

Nu var der gået en uge siden festen og Max havde ikke kunne få hende Siri ud af hovedet. Hun var måske ikke billedskøn, men der var et eller andet over hende. Hun udstrålede uskyldighed. Og hendes smil! Hendes smil kunne lyse ens verden helt op. Og hendes øjne, man kunne synke dybt i dem. Hans venner havde spurgt om der var noget galt, men han havde ikke fortalt dem om Siri. Han ville blive drillet med det, især hvis de så hende. Han skulle helst score de smukke og populære, ikke en som Siri. Men han kunne ikke holde op med at tænke på hende.

* * *

Sirena og Kathleen var ude og cykle i parken. De havde ledt i 3 uger og Sirena havde snart opgivet at finde ham. Hendes følelser var ikke blevet mindre.

Sirena og Kathleen snakkede sammen mens de cyklede. Pludselig fik hun øje på ham. Lige dér. På plænen og spillede freesh bee med en anden dreng. Hun kunne ikke få øjnene fra ham. Hendes hjerte galoperede af sted og hun blev fuld med lykke. Hun var så travlt med at se efter ham, at hun ikke opdagede træet hun var på vej ind i.

*Bong*

Hun røg foran cykel og slog hovedet. Hun besvimede. Fyren så det og kom løbende over til hende.

"Hører du overhovedet efter Siri?"

Kathleen vendte sig mod hende, men opdagede at hun ikke var der. Hun drejede hovedet bagved og så hende liggende med hovedet på en fyrs skød ved træet. Hun skyndte sig at smide cyklen og kom løbende mod hende.

" Siri, Siri er du okay? råbte hun mens hun kom løbende mod dem.

Fyren havde samtidigt prøvet at få Sirena til bevidstheden igen, ved at ganske let at slå hende blidt på kinden.

" Er hun okay," spurgte Kathleen da hun kom derover.

" Jeg ved det ikke."

" Hvad skete der?"

" Hun så ikke træet og røg ind i det. Røg foran cyklen. Hvad hedder hun?"

"Siri"

Han rystede blidt i hende og slog hende ganske let mens han sagde hendes navn. Sirena glimrede med øjnene og slog dem langsom op. Hun mødte nogle fantastiske sølvblå øjne. Hun blinkede nogle gange. Hun tog sig til hovedet.

" Er du okay, Siri," spurgte Kathleen.

" Udover at mit hovedet føltes som om en lastbil har kørt over det, så ja."

" Siri, kig på mig, " sagde fyren.

Sirene gjorde som hun fik besked op og kiggede igen op i de sølvblå øjne.

" Nu lader jeg min finger køre frem og tilbage og så skal du følge den, okay?"

" Okay."

" Og Kat kan du hente noget vand, så vi kan rense hendes sår på panden?"

" Selvfølgelig, alt for Siri."

Kathleen løb og fyren lod fingeren køre frem og tilbage. Hun fulgte den uden problemer.

" Godt og nu tag din egen finger til min."

Det gjorde hun også uden problemer. Men hendes hjerte slog og slog. Hurtigere og hurtigere. Hun kunne ikke fatte at hun havde fundet ham, men hvordan skulle hun få hans nummer? Da hun havde gjort det med fingeren færdig, kom Kathleen tilbage.

" Tak, Kat," sagde fyren og smilede. " Nå, Siri, det ser ud som om dit nervesystem fungerer fint. Nu får jeg dig til at sidde op så jeg lige kan rense dit sår."

Han tog hende blidt i armene og trak hende op og sidde. Mens hun sad op ad ham, blev hendes krop helt varm. Hendes hjerte føltes som var det ved at springe ud af hende.

" Kat, kan jeg få dig til at sidde her?"

" Jo, selvfølgelig." Kathleen satte sig bag Sirena og fyren rejste sig op og gik foran Sirena. Satte sig ned og så hende i øjnene.

" Er du klar? Det gør måske lidt ondt."

Sirena nikkede.

" Godt." Han kom noget vand på sårret. Hun bed tænderne sammen et øjeblik.

" Bare slap af, så gør det ikke så ondt."

Et par minutter efter var han færdig.

" Så skal vi bare have dig op og stå."´

Han tog hende forsigtigt under armene og bar hende op og stå.

" Så, kan du gå selv?" Han slap hende forsigtigt.

Sirena prøvede at gå og det kunne hun heldigvis godt.

" Super. Så gå stille og rolig hjem og lig dig og slappe af. Ingen overanstrengelser. Jeg må over til min ven nu. Pas nu godt på dig selv, Siri."

"Tak. Det vil jeg gøre."

Fyren sagde farvel og løb over til sin ven. Vendte sig om og vinkede til dem. Kathleen tog Sirenas cykel og de gik hjemad.

" Det må jeg sige. Han var virkelig lækker. Var det ikke noget med ham i stedet for, Siri? Men hvordan kunne du undgå at se det træ?"

" Nej, det var ikke noget med ham i stedet for. Det er nemlig ham vi har ledt efter. Det var også derfor jeg røg ind i det træ. Jeg kunne ikke få øjnene til mig igen. Men desværre kunne han ikke huske mig, som jeg selvfølgelig havde regnet med.

" Årh, Siri. Det gør mig ondt. Men jeg vil ikke miste håbet."

* * *

Max var nede i parken og spille freesh bee med sin ven Ryan. Selvom det var godt en måned siden festen havde han ikke kunne få hende Siri ud af hovedet. Han var ved at blive frustreret. Han havde aldrig følt på denne måde før, og var det i en pige han ikke kendte og langt fra den slags pige man forventede han var kærester med. Han prøvede virkelig at følge med i spillet, men det eneste han kunne tænke på var Siri. Som ved et trylleslag var hun foran ham. Lige dér cyklende forbi med hende blondinen. Max's hjerte begyndte at slå hurtigere.

" Det her er jo åndsvagt. Hvordan kan jeg føle sådan, når jeg dårligt har mødt hende."

Han tog blikket fra hende og rettede det mod Ryan og spillet. Men han kunne ikke holde det fra hende i mere end fem sekunder. Han kunne se at hun holdte øje med nogen, sikkert Ryan, for hendes hovedet vendte væk fra stien. Åh nej, hun kører direkte hen mod et træ. Bare hun opdager det.

* Bong *

Fuck. Alt farve røg fra hans ansigt. " Kom nu. Rejs dig," bad han for sig selv. Der må bare ikke være sket noget. Årh fuck, frygten kom brasende. Hun rejse sig ikke op. Han skyndte sig hen til hende. Han var ovre hos hende på 0,5 sekunder. Han fjernede forsigtigt cyklen, satte sig ned og lagde hendes hoved på hans lår.

" Hvad er det nu man skal gøre? Er det ikke noget med at man skal klappe dem forsigtigt på kinderne?" Max prøvede forsigtigt at klappe hende på kinderne. Han kunne høre blondinen kalde på hende og pludselig stod hun ved ham.

" Er hun okay? spurgte hun.

" Det ved jeg ikke."

" Hvad skete der?"

" Hun så ikke træet og røg ind i det. Røg foran cyklen. Hvad hedder hun? spurgte han. Det skulle ikke se ud som om han kendte dem, men det så ikke ud som om blondinen kunne genkende ham.

"Siri."

Det hjalp ikke at klappe hende, så nu prøvede han at ryste blidt i hende og klappe hende forsigtigt, mens han sagde hendes navn. Hans frygt var blevet større. Der må bare ikke være sket noget. Pludselig begyndte hun at glimre med øjnene. "Gudskelov." tænkte Max. Mørkegrønne øjne mødte hans. " Årh, de øjne. Nej nu må du tage dig sammen Max," tænkte han.

Blondinen spurgte hende om hun var okay, men han hørte ikke rigtigt efter. Det eneste der var i hans hoved var Siri.

" Udover at mit hovedet føltes som om en lastbil har kørt over det, så ja."

Han smilede indvendigt. Sikken en tøs, være sarkastisk når man lige er væltet. Ingen af de piger han kende vil være sådan.

" Siri, kig på mig," sagde Max. Hun kiggede igen på ham. Han vil aldrig blive træt af de øjne.

" Nu lader jeg min finger køre frem og tilbage og så skal du følge den, okay?

"Okay."

Hvad var det nu blondinen hed? nårh ja, Kat.

" Og Kat, kan du hente noget vand, så vi kan rense hendes sår på panden."

" Selvfølgelig, alt for Siri." Kat løb sin vej.

Max kørte sin finger frem og tilbage. Hun fulgte dem uden problemer.

" Godt og nu tag din finger op til min."

Det gjorde hun også uden problemer. Gudskelov, det ser ud som om alt er okay. Nu kom Kat tilbage med noget vand.

"Tak," sagde Max og smilede.

" Nå, Siri. det ser ud til at dit nervesystem fungerer fint. Nu får jeg dig til at sidde op, så jeg lige kan rense dit sår."

Han tog hende forsigtigt under armene og trak hende op og sidde. Hvor føltes det skønt at have hende i sine arme. Alt for godt.

" Kat, kan jeg få dig til at sidde her?"

" Selvfølgelig," svarede Kat. Hun byttede plads med ham. Max satte sig ned foran Siri og så hende i øjnene.

" De øjne, nej han måtte hellere lade være med at se hende i øjnene, ellers ender jeg med at gøre noget jeg vil fortryde," tænkte han.

" Er du klar? Det gør måske lidt ondt."
Siri nikkede.
" Godt." Max kom noget vand på hendes sår. Hun bed tænderne sammen et øjeblik.
" Bare slap af, så gør det ikke så ondt."
Han rensede det i nogle minutter før han var færdig.
" Så skal vi bare have dig op og stå."
Han byttede plads med Kat igen og tog hende forsigtigt under armene og bar hende op og stå.
" Så, kan du gå selv?" Han slap hende forsigtigt.
Hun prøvede og gudskelov så kunne hun. Godt,så slap hun hvis billigt.
" Super. Så gå stille og rolig hjem og lig dig og slap af." " Nu har jeg hvis været med hende længe nok, bliver jeg meget længere komme jeg til at gøre noget jeg vil fortryde," tænkte Max.
" Ingen overanstrengelser. Jeg må over til min ven igen. Pas nu på dig selv, Siri."
" Tak. Det vil jeg gøre."
Max sagde farvel og løb over til Ryan. " Nej, jeg må sende hende igen, hvis jeg nu ikke skulle møde hende igen," tænkte han og vendte sig om og vinkede til dem. "Gud, hvor er hun skøn. Tag det så roligt. Ligeglad med om der er sket noget med hendes udseende. Hvorfor bad jeg ikke om hendes nummer?"

Kan jeg nogensinde få dig? kap. 1 -festen

2010-07-30T17:13:00.000-07:00

Sirena kiggede sig omkring. Hvorfor havde hun overhovedet gået med til festen? Hun hadede jo at feste, men Kathleen havde plaget og plaget og til sidste havde hun sagt ja. Nu sad Sirena for sig selv. Kathleen havde forladt hende næsten med det samme, men hvad havde hun regnet med? Kathleen var den populære, det var hun ikke. Kathleen var enhver drengs drøm. Hun var slank, havde former. Havde langt lys hår, blå øjne, mens Sirena var stik modsat. Hun havde grønne øjne, langt let krøllet rødt hår, som hun altid havde sat op. Hun gik med briller. Hun havde prøvet linser, men det gik ikke. Hun havde en okay krop, men gik altid med store trøjer, da hun var lidt flov over sin krop. De havde været bedste venner siden fødslen, men nu var de det kun uden for skolen.
Nu havde Sirena været her i en time og nu ville hun gerne hjem, men hvordan skulle hun komme det? De havde kørt sammen i Kathleens bil, men hun var jo som sagt væk. Der var ikke andet at gøre end at hun måtte prøve at finde hende. Kathleen kunne sikkert få en til af fyrene til at køre hende hjem.
Da hun havde ledt hele huset igennem havde hun ikke fundet hende, så hun måtte ringe efter hendes forældre. Sirena gik udenfor. Hvad er det folk synes er så fedt ved fester? Hun prøvede først at ringe til sin mor og så sin far, men ingen tog den.
" Great, hvad gør jeg så nu"
Mens hun stod og tænkte hvad hun skulle gøre, fik hun øje på en fyr. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hvor fjollet, ingen fyre havde nogensinde fået hende til at føle sådan. Nu stod han stille og kiggede sig omkring. Pludselig begyndte han at gå i hendes retning.
" Fuck, han kommer herover."
Hendes hjerte galoperede af sted.
"Rolig, Sirena, rolig."
Sirena prøvede at berolige sig selv. Wow. Han var lækker, hvad vil han mig. Det må være en fejl. Han havde brunt hår, lidt muskuløs. Nu stod han foran hende.
" Hej, er du Siri?
Wow, hans øjne. de var helt fortryllende. Helt sølvblå, aldrig havde hun set sådan nogle øjne. Hvad var det han havde spurgt om? Nårh ja, om hun var Siri.
" Ja, det er mig. Hvad vil du?"
" Jeg skulle give dig dem her." Han rakte hende nogle bilnøgler. " En blondine gav mig dem og bad mig give dem til Siri. Jeg skulle sige at hun var ked af at lade dig sådan i stikken, men at du bare skulle give hende bilen i morgen."
Hun smilede. " Tusind tak."
" Altid skønt at kunne hjælpe en skønjomfru i nød." Han smilede stort." Jeg må hellere komme tilbage til festen. Min ven venter på mig. Kom godt hjem, Siri."
" Det skal jeg nok. Farvel, min ædle ridder."
Hun nejede og grinede bagefter. Han grinede også. Han bukkede.
" Farvel skønjomfru."
Han tog hendes hånd og kyssede den. Hun blev helt varm i hele kroppen. Hendes ben følte som gelé. Det her er jo komplet åndsvagt, jeg har jo lige mødt ham. Jeg kan ikke allerede føle sådan. Jeg må hellere gå nu inden jeg kommer til at gøre noget jeg vil fortryde. Hun smilede og nejede en sidste gang, og så gik hun, men vendte sig om for at se på ham et par gange.

* * *

Max havde været til festen i nogle timer. Han hyggede sig lidt, men det var ikke lige det bedste han vidste. Pludselig var der kommet en blondine hen til ham og spurgt om han vil gøre hende en tjeneste. Han kiggede på hende.

" Det kommer an på hvad der er."

" Jeg kom sammen med min veninde Siri. Vil du være sød at give hende mine bilnøgler. Hun er ikke til fester, så hun vil nok snart hjem, men jeg har det lige så fedt her, og er lige ved at score, så vil du ikke sige at jeg er ked af at lade hende i stikken, men hun kan bare give mig bilen i morgen?"

En pige der ikke elskede fester, hun lød interessant.

"Jo, det kan jeg vel godt. Hvordan kan jeg kende hende?"

" Tusind tak. Hun er rødhåret og gå med briller og så ligner hun en der ikke vil være her."

Han tog imod nøglerne og begyndte at lede efter denne Siri.

Han havde ledt i hele huset og haven, men havde ikke fundet hende. Hans sidste udvej var forhaven, måske havde hun gået derud. Han gik derud. Han gik og kiggede hurtigt, men hun var ikke lige til at se, så han stoppede op og kiggede grundigt og dér stod hun. Hun var ikke til at tage fejl af. Rødhåret, briller og hun så ud som om hun gerne vil hjem. Han gik derhed.

" Hej, er du Siri?"

Hun havde mødtes hans øjne. Der var et eller andet ved hendes øjne. De var så mørkegrønne som de kunne være. De var tryllebundne. Man kunne synke dybt i de øjne. Hun stod og stirrede, som var hun i sine egne drømme, så han tog sit snit til at kunne se på hende. Han gav hende elevatorblikket. Hun var ikke nogen skønhed, men der var et eller andet over hende.

" Ja, det er mig. Hvad vil du?"
" Jeg skulle give dig dem her." Han rakte hende nogle bilnøgler. " En blondine gav mig dem og bad mig give dem til Siri. Jeg skulle sige at hun var ked af at lade dig sådan i stikken, men at du bare skulle give hende bilen i morgen."
Hun smilede. " Tusind tak."
Wow, et smil hun havde. Det varmede hele hans krop. Han havde aldrig følt sådan når nogen smilede. Jeg må hvis hellere komme væk fra hende, ellers kommer jeg til at gøre noget dumt.
" Altid skønt at kunne hjælpe en skønjomfru i nød"
Han kunne ikke lade være med at smile stort.
" Jeg må hellere komme tilbage til festen. Min ven venter på mig." Det var en løgn, men han var bange for hvad der ville ske hvis han blev. " Kom godt hjem, Siri."
" Det skal jeg nok. Farvel min ædle ridder." Hun nejede og grinede bagefter.
Åh gud, hendes grin var noget af det sødeste han havde hørt. Han kunne ikke lade være med at grine. Den måde hun spillede videre på skønjomfru. Ingen piger han kendte ville gøre sådan noget. Han fik lyst til at kysse hende og så en løsning. Han kunne spille videre på det. En ædel ridder kysser en skønjomfru på hånden. Han bukkede for hende.
" Farvel, skønjomfru." Han tog hendes hånd og kyssede den. Hun nejede og smilede igen og så begyndte hun at gå. han begyndte også at gå, men vendte sig lige om for at se på hende igen, inden han gik ind og festede lidt videre.

hvorfor er hun i live?

2010-07-30T16:18:00.000-07:00

Hun er omgivet af venner
men er en enespænder.
Overladt til sig selv.
Forladt og ensom

Omgivet af mennesker
rædselsslagen for hvad de tænker.
Prøver bare at passe ind.

At vælge livet
kan nogen gange være det sværeste.
Men hun tvinger sig sig selv til at fortsætte.
Tænker at der må være en mening med livet.
Selvom det nogen gange
kan være svært at se hvad.

en sang

2010-07-30T16:15:00.000-07:00

Den bedste dag i mit liv
var den dag jeg mødte dig
til en fest
jeg aldrig vil glemme.
En enkelt blik og jeg var din.
Hvorfor skulle det overhovedet ske?

Jeg savner dig.
Jeg elsker dig.
Kan ikke glemme dig,
Men jeg kan ikke forstå.
Hvorfor?

Du kom over til mig
spurgte om jeg ville danse?
Fra dette øjeblik
var vi uafskillige,
Men nu(nuuu)
har jeg kun et ord.
Hvorfor?

Jeg savner dig.
Jeg elsker dig.
Kan ikke glemme dig,
Men jeg kan ikke forstå.
Hvorfor?

Så kom den dag
jeg aldrig troede ville komme.
Med ét var du væk
revet væk fra mig.
Hvorfor skulle du også står der?(deeer)

Jeg savner dig.
Jeg elsker dig.
Kan ikke glemme dig,
Men jeg kan ikke forstå.
Hvorfor?

Dig.

2010-07-30T16:14:00.000-07:00

Et liv uden dig

er som et liv uden mening.

En persom som dig

Skal man lede længe efter.

Flammen i mig

vil aldrig blive slukket.

Du vækker en længsel hos mig

som jeg aldrig troede fandtes.

digt

2010-07-30T16:13:00.000-07:00

Hun gemmer sig bag facader.

Ikke den hun udgiver sig for at være.

Hun er omgivet af mennesker

men ingen der kender hende.

Hun lader ingen komme tæt til livet.

Åbner ikke sit hjerte

af frygt for at det ville blive trampet på.

Pigen

2010-07-30T16:11:00.000-07:00

Du skifter som en karrusel.
Hvorfor ikke bare være dig selv.
Folks udseende har gjort dig blind
så du ser ikke de andres smukke sind.

Folk ser ikke dit sande jeg
for du er aldrig dig.
De ser kun det, du synes er bedst at være
så du ikke taber din ære.

Du er fanget i lænker
for du bekymrer dig om hvad andre tænker.
Så du vælger og opfører som andre gør
og ikke som du selv synes du bør.

Til dig, min elskede

2010-07-30T15:45:00.000-07:00

Jeg ligger i min seng og tænker på dig
Hvordan det vil være hvis du holdt om mig.
Når jeg ser i dine øjne
er det som om jeg kan se alle dine øjne.

Jeg ligger og tænker på vores første nat
som jeg altid vil huske, min skat.
Dine kys og kram
gør min knæ helt lam.

Mine tanker kredser om dig
både nat og dag, selv når jeg sover.
Jeg håber dine kredser om mig
og at du ikke bare er en sjover.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte.
Så hvis du forlader mig vil det efterlade dygt smerte.
Men jeg håver det aldrig sker
for så vil jeg ikke knne klare mer.

Du er mit et og alt
uden dig vil jeg være forladt.

ulykkelig kærlighed

2010-07-30T15:05:00.000-07:00

Hun har været forelsket i ham i mange år

og det har efterladt dybe sår.

For han er ham hun ikke kan få

men hun kan heller ikke lade man gå.

Hun elsker ham mere end han aner

bare der ikke bliver dårlige vaner.

Hun burde sige hvad hun føler for ham

men hver gang bliver hendes mund lam.

Hun tænker på ham hver dag

og håber hun bliver hans dyrebareste sag.

For når den dag kommer

vil det ikke blive en ommer.

For det kan blive ægte kærlighed

hvis der bare er ærlighed.

Men det vil nok tage flere år

og til den tid vil hun havde gråt hår.

Hun vil have mand og barn

men han vil altid havde en plads bag hendes barm.

no one sess me

2010-07-30T15:00:00.000-07:00

Jeg er som vinden.

Jeg er der

men ingen ser mig.

Jeg kunne ligeså godt være usynlig

for alle ser lige igennem mig.

Ingen ser eller hører mig.

No one sees me.

Ingen aner hvem jeg er.

No one sees me.

Jeg har kun mig selv.

En for alle og alle for en

er en gang pis.

Hvis det er sandt

hvorfor er der så ingen der støtter mig?

Forsvarer mig? Bare er der for mig?

Jeg har et stort hul indeni

som venter på at blive fuldt med kærlighed.

Ingen ved hvordan det er at være mig.

Hvordan det er at skære sine smerte væk.

Min mor er borte og min far er i fængsel.

Jeg har ingen.

No one sees me.

Ingen aner hvem jeg er.

No one sees me.

Jeg har kun mig selv.

Jeg skriger og skriger

men ingen hører mig.

Ville bare ønske

jeg ikke var til.

I skolen er jeg skyggen.

Den der bare er der.

Ingen lægger mærke til mig.

Hvorfor?

Hvad er der galt med mig?

Er jeg ikke god nok?

No one sees me.

Ingen aner hvem jeg er.

No one sees me.

Jeg har kun mig selv.

Hvorfor er der ingen der ser mig?

Hvorfor er der ingen der snakker med mig?

Det eneste jeg ville have

er jo bare lidt kærlighed.

Selv venlighed er godt nok

bare én som viser lidt opmærksomhed på den gode måde.

Jeg vil bare være til!

Føle noget.

Bare et eller andet.

Alt andet end det jeg føler nu.

No one sees me.

Ingen aner hvem jeg er.

No one sees me.

Jeg har kun mig selv.

Lad hjertet vise dig vej

siger folk tit.

Hvad så hvis det hjerte

er blevet flået ud af dig

og blevet kørt over af en lastbil?

Folk tror de ved hvordan man har det

men ved du hvordan det er

at være overladt til dig selv?

Jeg mener helt alene.

Du har ikke en eneste sjæl.

Dit hjerte er blevet flået i tusinde stykker

og du har ingen at sige det til.

Ingen som kender dig

ved hvordan du har det.

Ingen ser dig.

Du er bare USYNLIG.

Du er ikke til.

No one sees me.

Ingen aner hvem jeg er.

No one sees me.

Jeg har kun mig selv.

Lusiana Dionysiosdatter

2010-07-30T14:50:00.000-07:00

Lusiana glimrede med øjnene og slog dem langsom op. Satte sig op og tog sig til hovedet. Følte sig svimmel. Hun kiggede sig omkring, hvor var hun? Hun befandt sig i en skov, men hun anede ikke hvad der var sket. Hvordan var hun havnet her?

Hun følte en sult. En sult efter… ja efter hvad? Hun kunne ikke sætte ord på det, men hun havde aldrig følt det før. Hun prøvede at rejse sig, men hendes ben eksede under hende. Hun prøvede et par gange før det lykkedes hende noget vaklende at komme op og blive stående. Hun var nær ved at besvime af sult.

“ Jeg må hellere prøve at finde noget at spise og så prøve at finde ud af hvor jeg er og hvad der er sket,” tænkte Lusiana.

Hun begyndte meget langsomt og vaklende at gå af sted for at finde føde i skoven. Hun havde ledt i flere timer og kunne næsten ikke gå mere, da hun fik øje på en hjort. Havde man kunne se hendes øjne, havde man kunne se en vildskab så stor lyse op med flammernes hast. Med en nyvunden energi satte Lusiana af i en spring og på 0,5 havde hun fanget hjorten. Hun satte tænderne i med sådan en lyst. Hun sugede og sugede som galt det hendes liv.

“Årh, hvor er det berusende. Det føles så dejligt, så rigtigt,” tænkte Lusiana.

Hun følte sig helt oplevet, et med natten. Hun slikkede sig om munden.

“Mmmm. Må have mere blod,” tænkte hun, og begav sig som et rovdyr efter endnu et forsvarsløs dyr.

* * *

Lusiana vågnede midt i en skov. Hvor var hun? Hvordan var hun havnet her? Hun kunne ingenting huske. Hun blev bange, krympede sig sammen. Da hun lidt efter lidt fik modet igen rejste hun sig op. Hun følte noget klistret på sin hånd og kiggede på den.

“NEEEEEEJ!” Lusiana skreg af sine lungers kraft. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere mens hun vendte sine hænder.

“Nej, nej, nej, nej, nej, det kan ikke passe.” Hun begyndte at græde.

“ Hvad er der sket!? Har jeg dræbt noget og i tilfælde hvad?” Hun rejste sig op og begyndte at lede efter en sø eller en å. Vil bare af med blodet. Efter en halv time fandt hun en sø, hun tog tøjet af og begyndte at vaske tøjet. Det vil ikke af, hun begyndte at vaske hurtigere og mere skrubbende, men lige meget hjalp det. Hun begyndte at vaske febrilsk, mens hun så småt begyndte at bryde sammen. Hun kunne ikke klare mere. Hun kunne ingenting huske og hun anede ikke hvor hun var. Og så blodet, hvad var der SKET!?
Sådan foregik det i en uge. Lusiana vågnede op i en skov dækket af blod og kunne ingenting huske. Hun prøvede desperat at huske, men lige meget hjalp det.

* * *

Rædslen kom snigende og fyldte med ét hele Lusianas sind. Det kunne ikke passe, måtte bare ikke være sandt. Hun begyndte at græde. Men det var den rene sandhed, hun kunne ikke løbe fra det, hvor meget hun end ønskede det. Hun var en vampyr! Hun kunne huske det hele nu. Hvad der var sket den skæbnesvangre nat. Hvorfor skulle hun dog også gå med den lille pige? Men pigen var så ked af det, var blevet væk fra hendes forældre og ville have hjælp til at komme hjem. Hun skulle havde gået videre, men så godtroende og hjælpsom som hun var, kunne hun ikke holde ud at se den lille pige helt alene. Lusiana tog sin hånd op til bidemærkerne. Huskede følelsen hun havde haft da det skete. En følelse hun skammede sig over. Hun havde følt en berusende dejlig ting. Som hun for første gang var i live, og som en instinkt havde hun suget noget af pigens blod. Var det virkelig hendes skæbne? At være dømt til at leve i natten som en vampyr? Det kunne ikke være sandt. Sådan var hun ikke. Hun har aldrig kunne gøre nogen fortræd. Hvordan skulle hun så kunne leve af det? Hvad med hendes familie? Skulle hun aldrig se dem igen? Skulle hun aldrig føle det at være forelsket? Hun var dømt til et liv i ensomhed.

                                                                  *         *           *

I starten kunne Lusiana ikke få sig selv til det. Hun kunne mærke sulten, men vil ikke gøre det. Ville ikke slå ihjel. Når hun så et dyr i skoven, mærkede hun vildskaben, lysten, men hun prøvede at fortrænge det. Det var svært, virkelig svær, men det lykkedes de første par gange. Men hun kunne ikke holde ved. Til sidst overmandede lysten hende og hun angreb et dyr. Satte tænderne i og sugede. Hun græd voldsom i mens hun gjorde det. Græd og sugede, græd og sugede. Skammede sig over den adrenalin hun fik. Denne berusende tilstand, hvor meget det egentlig nød hende at suge kraften af det hjælpelæse dyr.

Sådan forsatte det i et stykke tid, hun angreb dyrene men hun græd hver gang, indtil den dag hvor hun endelig accepterede det.

                                                                   *          *          *

Lusiana blev efterhånden mere og mere farlig, ondskabsfuld. Hun blev snart den mest farlige og ondskabsfulde vampyr. Hendes teknik var gennemtænkt. Hun spillede på hendes udseende. Hun var lille af størrelse. Hendes øjne så blå som de dybeste søer, indtil hendes øjne lyste af vildskab. Hendes mund var rød og lidenskabelig. Hendes hår skinnede og var sort som natten. Bølgede blødt ned til lænden. Kendes krop havde helt de rette kurver, hendes hud så blød som dun og fin som en babys. Hun lignede nattens dronning. Hun kiggede mændene dybt i øjnene, så de blev helt fortryllet. Derefter lokkede hun dem med “hjem” og sugede alt kraften ud af ham. Lusiana blev aldrig i den samme by for længe. Sådan fortsatte hun indtil den skæbnesvangre nat, hvor hendes skæbne forandrede sig for altid.

                                                                 *        *           *

Lusiana var efterhånden blevet 568 år og havde været vampyr i 550 år, da hun en nat fik øje på ham. Ham som skulle ændre hendes liv for altid. Der havde været en overgang med masseudryddelser af vampyrer og en især jagt på hende var begyndt, men hun havde overlevet og nu var folk så småt begyndt ikke at tro på vampyrer.

Året var 1900 og Lusiana var ude på jagt efter sit næste bytte, da hun fik øje på en fyr. Hun følte en eller anden varm følelse som hun aldrig havde følt før. For første gang så hun på et menneske som et menneske og ikke som et bytte. Hun mistede helt appetitten. Hun var nysgerrig, ville følge ham, udforske denne følelse. Hun listede sig nærmere, var et med natten, forfulgte ham på afstand. Nu kunne hun se ham ordentlig. Hun følte sig draget mod ham. Kunne ikke få øjnene fra ham. Han var naturligt smuk. Han havde, af hvad hun kunne se, klare mørkegrønne øjne, muskuløs krop og brunt hår.

*knæk.*

Fuck, hun kom til at jogge på en gren. Han vendte sig om. Begyndte at gå lidt hurtigere. Pis, pis. Han fik hende til at miste koncentrationen. Hun plejede aldrig at lave sådan en fejl. Hun prøvede at følge efter ham, men mærkede sulten. Hun måtte finde sig et offer.

                                                                        *         *           *

Der var gået en uge uden hun havde set ham. lige meget hvor meget hun prøvede kunne hun ikke glemme ham. Hun havde prøvet at finde ham igen, men det var ikke lykkedes. Nu var hun så småt begyndt at miste håbet om nogensinde at se ham igen. Hun vil så gerne se ham igen, bare et glimt. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig følt sådan før. Hun kunne lide ham. Hun drømte om ham. Hun var bage for at blive forelsket i ham. Det ville ikke kunne gå. Et menneske og en vampyr. Det var dømt til at mislykkedes.

Der skulle gå et år før hun fik ham at se igen.

                                                        *         *           *

Et år senere…….

Lusianas følelser var ikke blevet mindre, tvært imod, de var blevet meget større. Hun kunne ikke holde det ud. Hun havde ingen appetit, men blev nødt til at spise. Hun sov dårligt, drømte om ham konstant. Hun havde mistet håbet om nogensinde at se ham igen og det gjorde hende helt syg. Hun længes efter ham, om at se ham, kysse ham, røre ham. Hun var faldet pladask for ham. Hun vidste det ikke kunne blive til noget. Han ville aldrig kunne elske hende. Han ville gå så snart han fandt ud af hun var vampyr. Men hvorfor overhovedet tænke over det, hun ville jo aldrig se ham igen. For første gang havde hun ikke lyst til at leve. Et liv uden ham er et liv uden mening. Lusiana var meget svag, havde ikke spist i flere uger, havde ikke lyst, ville bare dø. Hun valgte dog til sidst at finde noget mad, hvilket skulle vise sig at være en god idé.
Lusiana gik nede ad gaden efter et nemt bytte. Hun var meget svag. Så hun vaklede noget, havde svært ved at stå oprejst. Hun besvimede.
Lusiana vågnede ved at der blev hældt vand på hende og nogen klappede forsigtigt hendes kinder. Hun glimrede med øjnene og åbnede dem langsomt. Hun kiggede op i nogle fantastiske grønne øjne. Det var ham! Hendes hjerte galoperede af sted.

“ er du okay,” spurgte hendes drømmefyr. Lusiana kunne ikke svare ham. Hun kunne overhovedet ikke sige noget.

“ Arh, du er stum, det beklager jeg, det anede jeg ikke. Nu skal jeg hjælpe dem op, frøken.” Hun rømmede sig. “ Undskyld herre, jeg var bare lidt skræmt. Mange tak.” Fyren smilede mens han rakte hende sin arm. “ Så du kan snakke, og må jeg sige med en smuk stemme.” Han rejste hende op. Hele hendes krop stod i flammer. Han rørte hende. Snakkede til hende. Hun rødmede over hele ansigtet. “Tak.” da han slap hendes hånd, eksede hendes ben under hende, med ét havde han grebet hende.

“ Vi må hvis hellere finde noget mad og drikke til dig, så du kan få det bedre. Kom med mig og bare rolig, jeg gør ikke noget. Mit navn er for resten Mikkel Andersen.” Han rakte hende hans hånd som for at sige goddag. Han kiggede hende i øjnene. Mikkel, hans navn var Mikkel! Hvor var det et flot navn. Hun faldt endnu mere for ham, ærgerligt at deres veje måtte skilles. Hvordan skulle hun dog forklare at det ikke hjalp?

“ Tak, det er pænt af dig, hr. Andersen,” “- kald mig Mikkel.” “Okay” Lusiana smilede, “ Mikkel, men jeg kan ikke tage imod det. Det går ikke. Tak for hjælpen, men jeg må gå.” Hun fjernede hans hånd og noget vaklende gik hun. Det var noget af det sværeste hun havde gjort, men hun var nødt til det. Det ville ende med et knust hjerte.

Mikkel kiggede efter hende. Ville gerne løbe efter hende, være sammen med hende, men valgte at lade hende gå.

                                                                        *        *          *

Lusiana havde sovet dårligt den dag. Hun blev ved med at tænke på Mikkel, men hun vidste at det var det klogeste valg, også selvom det smertede hende at gøre det. Men hellere få knust hjertet nu end senere. Hun vidste det ikke kunne blive dem. Det kunne det ikke. Han ville sikker løbe sin vej, når han fandt ud af sandheden.

Lusiana begav sig trist ned ad gaderne. Hun gik helt i sine egne tanker, da hun pludselig stødte ind i en.

“Det må De undskylde, jeg så dem ikke.” Hun løftede sine øjne og begyndte at rødme. “ Århww, Mikkel. Det beklager jeg. Jeg må videre. Modtag min dybeste undskyldning.” Hun gjorde tegn til at gå, men denne gang lod Mikkel hende ikke gå. Han greb fast i hende. “ Næ, du kan tro nej, frøken. Denne gang lader jeg dig ikke gå”

“ Lad mig nu gå. Det vil ikke…”

“ Du begynder ikke på det igen. Jeg kan nok selv bestemme om jeg vil se dig igen. Lad mig nu præsentere mig ordentlig.” Han tog hendes hånd og kyssede den blidt, “ Goddag frøken. Mit navn er Mikkel Andersen og De hedder?”

Hun rømmede. Pokkers, hvorfor skulle han være så sød. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende gå. Skulle hun sige hendes rigtige navn? Hun vidste der var skrevet en bog om hende. Havde han læst den? Ville han løbe sin vej hvis hun sagde sit rigtige navn? NEJ. Hun måtte finde et andet navn og så nyde den tid de fik sammen.

“Nårh, frøken, ville De give mig deres navn?” spurgte Mikkel og kiggede nysgerrig på hende. “ Giv mig lige lidt tid. Jeg står stadig og tænker om jeg skal give dig en chance. Men mit navn er vel okay at give dig. Jeg hedder Petrine Magnussen.”

“Petrine. Smuk navn. Nå, Petrine, vil De gøre mig den ære og spise en middag med mig? “Hmmm, en middag gør vel ikke noget.” Mikkel storsmilede. “Dejligt, skal vi gå?” Han tilbød hende sin arm. Hun tog imod den og de gik hen til byens bedste kro. “ Gudskelov at jeg har spist,” tænkte Lusiana.

De satte sig ved at bord og bestilte. Hvordan hun skulle få det ned vidste hun ikke, men hun måtte finde på en måde. Alle mændene kiggede på hende, sendte misundelige blikke. “ Se, hvordan mændene kigger på dig. Men kan man bebrejde dem det. Du ligner en gudinde. Du er den smukkeste pige der findes.” Lusiana rømmede. Det var skønt at høre ham sige det. “ Nå, Petrine, jeg synes ikke jeg har set dig i byen før. Har du boet her længe?”

Fuck, hvad skulle hun sige? Hun måtte lyve. Hun havde det dårligt med at skulle lyve over for ham.

“Nej, jeg var lige ankommet til byen første gang vi mødtes.” Deres mad ankom og de begyndte at spise i tavshed. Nogle få spørgsmål en gang imellem. Da de var færdig med at spise spurgte Mikkel om hun ville gå en tur med ham. Det ville hun gerne. De spadserede sammen i flere timer, da de var på tide at skilles.

“Petrine, jeg har virkelig nydt vores aften. Vil De ikke nok sige ja til at tilbringe dagen sammen med mig i morgen?”

“ Det kan jeg ikke, Mikkel. Jeg kan kun være sammen med dig om aftenen.” Fuck, ordene var smuttet ud af hende uden at hun havde tænkt over det. Gudskelov virkede det ikke som om han fandt det mærkeligt. “ Så tager jeg til takkes med aftenen. Skal vi sige ved kroen samme tid som i dag?” “ Det kan vi godt. Nu må jeg gå, farvel, Mikkel.” Han kyssede hendes hånd og smilede. “ Farvel, smukke Petrine.” Lusiana var ved at springes af lykke.

                                                                            *         *           *

Halvanden år senere……

Lusiana havde lige mødt Mikkels forældre. De havde taget venlig imod hende, selvom hun kunne se det var ren facade. De tilhørte den rige klasse og hun “den fattige.” De var ved at sige farvel. Han lagde sine fingre på hendes hage og løftede hendes ansigt så hun så ham i øjnene. Han smilede. “ Du er i sandheden en dejlig pige.” “ Det er dine forældre nok ikke enig i. Jeg tror ikke de ligefrem var glade over at jeg er fattig.”

“ Jeg er ligeglad hvad mine forældre synes. Hovedsagen er at jeg rigtigt godt kan lide dig, Petrine.” Han kiggede hende dybt i øjnene og lagde sig stille frem. Hans læber mødtes hendes i et blidt kys. Lusiana følte hun skulle eksplodere. Hun mærkede hele hendes krop blive varm. Deres læber skilles. “ Jeg kan også rigtigt godt lide dig, Mikkel.” Han smilede. “ Det var godt.” Han kyssede hende igen. “ Vi må hvis hellere sige farvel for i aften.” Han kyssede hende dybt og længe. “Farvel Petrine.” “Farvel Mikkel.” Det var den bedste nat i hendes liv, men skulle også vise sig at være starten på den værste.

                                                                    *          *          *

Et halvt år senere…….

Lusiana skulle mødes med Mikkel. Han havde sagt i går at han havde noget vigtigt at sige. “ Det var så det” tænkte hun, “ han vil slå op med mig. Men jeg har nydt vores tid sammen.” Hun gik ned til søen hvor hun skulle mødes med ham. “ Hej” “ Hej.” Han kyssede hende. “ Hvad ville du snakke med mig om?” “ Jo, Petrine, sæt dig lige på bænken.” Hun satte sig ned. Det var nu. Han vil slå op med hende. Selvom hun vidste det at det en dag ville komme, gjorde det stadig ondt, men de var nødt til det. Deres liv passede ikke sammen. Han tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. “Petrine. Vi har kendt hinanden i halvanden år nu. Det har været de bedste halvanden år i mit liv. Du er den dejligste og smukkeste pige jeg har mødt. Jeg kan ikke forstille mig et liv uden dig. Jeg vil tilbringe resten af mit med dig, kan jeg ikke få dig vil jeg ikke leve mere. Jeg elsker dig overalt på jorden.” han lagde sig på knæ og tog en ring frem. “ Petrine Alvida Magnussen, vil du gøre mig den til lykkeligste mand og blive min hustru?”

Lusiana havde det som skulle hun dø. Hvorfor skulle han nu gøre det. Det var næsten værre end at han ville forlade hende. Deres liv kunne jo ikke blive til noget. Før eller siden vil han se at hun ikke ældes. Hun måtte skuffe ham og gøre ham ked af det, hvilket hun ikke havde lyst til.

“ Jeg kan ikke, Mikkel. Jeg kan ikke gifte mig med dig.”

“ Hvad? Jeg troede du følte det samme som mig,”

“ Tro mig, det gør jeg. Af samme grund kan jeg ikke gifte dig med dig, jeg vil ikke give dig det liv jeg har. Vi må skilles for altid.”

Petrine, min elskede, det må du ikke sige. Ikke engang for sjov. Jeg elsker dig. Lad mig nu selv bestemme hvordan jeg vil leve mit liv. Jeg vil hellere leve i fattigdom med dig ved min side end at leve et rigt uden.”

“ Du forstår ikke. Det er ikke derfor. Jeg har ikke været helt ærlig over for dig.”

“ Åh nej, sig ikke du allerede er gift.”

Lusiana begyndte at græde. *snøft, snøft*. Hun tog en dyb indånding og puste ud.

“Nej, det er jeg ikke. Det er meget værre.”

“Hvad kan være værre end det. Lige meget hvad de er, så ændre det ikke mine følelser, Petrine.”

“ Det er jeg ikke så sikker på. Husk på når jeg siger det, at jeg elsker dig, fra første jeg så dig. Derfor løj jeg om min identitet.”

“Hvad er det du prøver at sige, Petrine?”

Nu var det nu. Øjeblikket hvor hun måtte fortælle noget som vil få ham til at løbe sin vej. Det gjorde ondt at vide, men det måtte gøres. Lusiana tog endnu en dyb indånding, ingen hun tog sig sammen og fortalte sandheden.

“ Jeg fortalte dig ikke mit rigtige navn, Mikkel. Af frygt for at du ville rende bort. Jeg vil så gerne tilbringe tid med dig at jeg valgte at give dig et andet navn.” Hun tog en dyb indånding.” Mikkel, mit rigtige navn er Lusiana Dionysiosdatter.”

“Lusiana Dionysiosdatter, hvad er det specielt ved det navn? Uuuuw. Lusiana Dionysiosdatter! Den mest berygtede vampyr næst efter Dracula. Den Lusiana Dionysiosdatter?”

“Ja, den Lusiana Dionysiosdatter. Jeg er 570 år. Jeg har gjort ting i mit liv som er skadelig for de sarte nerver, men det farligste jeg har gjort var at forelske mig i dig. Jeg elsker dig for højt til at kunne leve sådan. Derfor må vores veje skilles.”

“Lusiana. Søde, søde Lusiana. Du har nok ret i at dengang ville jeg havde løbet skrigende bort, men ikke nu. Jeg elsker dig, lige meget hvad du er. Hvis den eneste måde jeg kan være sammen med dig er at jeg bliver til en vampyr, så er jeg villig til at gøre det. Jeg vil ikke miste dig. Så Lusiana Dionysiosdatter vil du tilbringe dit liv med mig?

“ Vil du virkelig leve med mig?”

Han nikkede. “ Mere end noget andet.”

“ Så ja, min elskede.” De mødtes i en lidenskabelig omfavnelse.

“Nå, Lusiana. Nu til den mere alvorlig del. Jeg vil have dig til at forvandle mig. Jeg vil kun leve med dig som vampyr, til evig tid. Kun dig og mig.”

“Årh. Vil du gøre det? Nej, jeg kan ikke gøre det. Jeg elsker dig for højt til at gøre det.”

“Nu gør du det igen. Lad mig nu leve mit eget liv. Jeg vil tilbringe hver vågen tid med dig. Jeg vil ikke kunne holde ud at tilbringe dagen med at gå rundt uden dig. Vil du gøre mig til vampyr?”

“ Er du sikker?”

“ Jeg har aldrig været mere sikker i mit liv.”

“Okay så. Jeg gør det, elskede.”

De kyssede hinanden dybt, inden Lusiana bed ham i halsen, for derefter at skære sig selv, så Mikkel kunne drikke hendes blod.

For første gang var Lusiana glad for at blive vampyr. Havde hun ikke blevet det, havde hun aldrig mødt Mikkel. Mikkel, hendes skæbne. Hun vidste nu at de var skabt for hinanden. Hinandens skæbner.

                                                                     *           *           *

Lusiana og Mikkel levede lykkelig sammen de næste 107 år indtil den nat hvor Lusianas ondskab lyste op i en stor bue.
Året var 2010. Lusiana var på jagt, mens Mikkel var hjemme og passe på deres lille pige Petrine. Årh, det var sådan en dejlig fornemmelse når blodet kom flydende. Da hun var færdig var det på tide at komme hjem. Da hun var ved at være hjemme, hørte hun en lyd i deres lejr. Hun var langt nok væk til at kunne se hvad der skete, men også langt nok til ikke at kunne ses. Herfra skulle hun se sit værste mareridt. Lige for øjnene af hende blev Mikkel og Petrine slået ihjel.

“NEEEEEEEEEEJ” Lusiana brød grædende sammen. Græd og græd, kunne ikke stoppe igen. Hendes elskede Mikkel og Petrine, væk for altid. Lusiana kunne mærke ondskaben og vildskaben vokse op i sig. Hun ville have hævn. Hævn over de mennesker der slog hendes familie ihjel. Ingen skulle slippe fra at slå hendes familie ihjel. Lusiana skyndte sig hen til hendes første skjulested, hvor hun havde en bog med formularer gemt. Nu skulle de få betalt. Hun ville blive endnu mere farlig. Endnu sværere at slå ihjel. De skulle føle smerte, lige så meget smerte som hun føler, hun fandt formularerne som gør at hun kan forvandle sig til en sky og en ulv.

                                                                               *             *          *

Dagen efter fandt to børn liget af en mand. Han var sønderrevet og på hans hals kunne man se to bidemærker. Ved siden af fandt man en lille seddel, hvorpå der stod:

Dette er kun et forsmag på hvad der ville ske med jer. Jeg vil have de folk som slog min Mikkel og lille datter Petrine ihjel. Jeg vil blive ved, intet kan stoppe mig. I skal få lov til at føle smerte. Så kig jer en ekstra gang over skulderen inden I går i seng og gå ud om aftenen. Jeg SKAL nok finde de folk som slog min familie ihjel. Melder I jer ikke selv, skal jeg nok finde jer på min egen måde.

Lusiana Dionysiosdatter

Nu er Lusiana derude på jagt efter de personer som slog Mikkel og Petrine ihjel. Hun er indædt af had og raseri. Hun er farligere end nogensinde. Hun angriber som en ulv og en sky. Hun kommer ind i husene som en sky og sønderrevner folk i deres senge.

Så pas på. Måske er den næste ulv eller sky du ser, Lusiana på jagt efter de personer der slog hendes familie ihjel og hvem ved, måske er du det næste sønderrevne lig. Så husk at kigge dig en ekstra gang over skulderen inden du går ud om aftenen og inden du går i seng.